“Handl lokalt til gavn for dig selv”
Minimesse for virksomheder og butikker i Allingåbro og omegn
Det er ikke nogen hemmelighed, at erhvervsmanden Paul Busk Jensen, Röchling Meta-Plast i Allingåbro, har været den største af drivkræfterne i minimessen 21. november på Allingåbro Hotel. Messen var en del af kampagnen “Handel Lokalt”, og hensigten var at manifestere et samlet billede af alle de butikker, håndværkere og andre virksomheder, området kan byde på. I løbet af de seks timer, messen varede, var omkring 250 personer inde på hotellet, og der blev snakket og handlet i de 14 messestande.
Paul Busk mener, at Allingåbro-området fik præsenteret sig som en by, der kan levere det meste af, hvad der behøves i det daglige.
"Vi har for eksempel både slagter og bager, det finder man ikke i mange andre landdistriktsbyer."
Standene var i øvrigt placeret, så men ifølge Paul Busk Jensen kunne få sig en hel julefrokost, hvis man tog turen langs højre langside.
"Det var en perfekt julefrokost lige fra sild, sylte, ris a la mande og øl fra MadXpressen og slagteren, bageren og Det Nordiske Bryghus."
“Handel Lokalt” stickers
Til dagen var der produceret ”Handel Lokalt” stickers til bilen, som udleveres i byens butikker, og Paul Busk Jensen opfordrer alle til at placere den bag på deres bil.
“Hensigten med 'Handel Lokalt' har hele tiden været at skabe bedre betingelser for vores lokalområde, det vil sige bedre lånevilkår, mindre krav til rådighedsbeløb, bedre rammebetingelser og afskrivningsbetingelser for erhvervslivet samt bevarelse af de lokale skoler og af den lokale dagligvarehandel og håndværk. Det er altafgørende for de små samfund i Norddjurs Vest.”
Det er borgerne selv
Han er overbevist om, at det er borgerne selv, der skal stå sammen og sørge for det gode liv i lokalsamfundet. For der kommer ingen hjælp fra hverken kommunalbestyrelsen eller Christiansborg, mener han.
“Skal vi have vendt den negative udviklingsspiral, der blandt andet har givet os en af landets laveste kvadratmeterpriser på ejendomme, ja så er der kun os selv til at gøre det.”
Det gælder i ethvert lokalsamfund, at det løbende skal designes, udvikles og markedsføres, siger han.
Hvis skole og butikker lukker, er lokalområdet billedlig talt på vej ned ad slisken, mener han. Så bliver det umuligt at tiltrække medarbejdere, børnefamilier og ældre immobile borgere, og det er ikke umuligt, at virksomheder kan blive nødt til at flytte til større byer.
“Jeg har konkrete eksempler på potentielle tilflyttere, der bakker ud, så snart de hører, at skolelukninger er på den politisk dagsorden.”