Fortsæt til indhold

Patricks træner crashede Markussens træning

Om tre dage tørner Patrick Nielsen og Rudy Markussen sammen i Brøndby Hallen. I går dukkede Patricks træner op til Markussens træning

Samfund
Morten Thornton

Træner Joey Gamache gik tirsdag bag fjendens linjer i et forsøg på at intimidere Rudy Markussen forud for 'Ondt Blod'-kampen mod Patrick Nielsen lørdag aften i Brøndby Hallen.
Den tidligere dobbelte verdensmester overraskede Markussen ved at møde uanmeldt op til hans medietræning i Bokseinstituttet i Valby.
”Jeg ønskede at komme ind i hans sind. Jeg ville have ham til at forstå, at vi er her, og at vi mener det alvorligt,” sagde Gamache bagefter, og fortsatte:
”Mentalt er Rudy sårbar, og det skal vi udnytte på alle de måder, vi kan. Man kan mærke, at han føler presset, og det vil kun blive værre, som vi nærmer os Fight Night. Han vidste, jeg var der, og han ønskede ikke at give for meget væk, kunne man se, men jeg har allerede set nok til at vide, hvad vi skal gøre på lørdag.”
Markussen mener dog, at den amerikanske træner fik sig lidt af et chok, da han fik chancen for at opleve 'Hardhitterens' slagkraft på nærmeste hold i træningslokalet i Valby.
”Jeg kunne se på blikket i hans øjne, da jeg rammer sandsækken, at han blev bange. Han blev helt bleg,” sagde den tidligere Europamester.
”Han ved udmærket godt, at når jeg lander en af de bomber på lørdag, så er Patrick i problemer.”
Der er udsolgt i Brøndbu Hallen til “Ondt Blod: Patrick Nielsen vs. Rudy Markussen”. Kampen vil blive vist direkte og eksklusivt på Pay-Per-View i Danmark. For mere information besøg www.boksekampen.dk.

Rudy Markussen er selvsikker før mødet med Patrick Nielsen på lørdag.