Racerløb, tweed og biler for millioner
Så er det snart blevet tid til Classic Race Aarhus, som i år bliver større end nogensinde
Inden længe bliver Mindeparken og 'Den Jyske Riviera' indtaget at gummi, stål, motorlyd og tweed.
Der er nemlig Classic Race Aarhus 22.-24. maj, hvor kørere, motorentusiaster og nysgerrige sjæle kan se frem til en weekend med biler i højsædet.
I år kan Classic Race Aarhus skrive to store begivenheder i programmet, nemlig at DTC, som er det ypperligste indenfor dansk motorsport, kører et løb til arrangementet, og at Classic Race Aarhus afholder en bilauktion, hvor blandt andet nazisten Reinhard Heydrichs Mercedes Benz 320 fra 1938 kommer under hammeren.
“Vi er det største, bedste og smukkeste racerløb i Norden, og det bliver kun mere udtalt i de kommende år,” fortæller en begejstret Frederik Roland, der er pressechef i Classic Race Aarhus.
Arrangementet har i år også tiltrukket flere internationale kørere såvel som gæster, hvor størstedelen kommer fra England, Tyskland, Skandinavien og Holland.
Mere end bare motorer
Efterhånden byder et af byens største arrangementer på mere end bare racerløb.
“Classic Race har i mange år været en typisk far og søn-oplevelse, men efterhånden har vi så meget på programmet, at de ikke-så-motorinteresserede også vil kunne have en god weekend,” fortæller Frederik Roland og fortsætter:
“Det er vel blevet et arrangement, hvor far og søn skal tage mor med.”
En af de ting, som årets Classic Race Aarhus lægger stor vægt på, er totaloplevelsen, som arrangementet også scorede topkarakter i sidste år.
Inspiration fra England
“Vi har ladet os inspirere lidt af Goodwood Revival (et klassisk racerløb, red.) i England, hvor der kommer flere hundrede tusinde gæster, som klæder sig ud i tidstypisk tøj, for derovre dyrkes det lidt på samme måde som vi kender det fra vikingerne herhjemme. Det giver en helt fantastisk stemning, og den stemning håber vi, at vi også kan få hertil,” forklarer Frederik Roland.
Der har også været elementer af udklædning og totalteater tidligere, men det er der skruet op for i år.
Blandt andet får Classic Race Aarhus besøg af 'Air Men', som vil komme i Royal Air Force-uniformer og have fly med fra 2. Verdenskrig, hvor piloterne havde en stolt racertradition.
Derudover er der en 'Good Look Street', hvor stilen og looket fra 50'erne og 60'erne dyrkes til fulde, og hvor man kan få opgraderet garderoben med lidt nyt tweed eller læder.
Eller man kan bevæge sig lidt længere ned i 'Hippielejren', hvor man vil kunne se de langhårede lave batikfarver mellem de parkerede Folkevognsrugbrød og Citröen HY'er.
“Kom og leg med,” lyder opfordringen fra Frederik Roland
Større i fremtiden
I år er der 33.000 billetter i spil til arrangementet, men det er løbets ambition, at det antal skal ramme 50.000 i år 2020.
“Vi er et af de største arrangementer i Aarhus, og selvom vi er et kulturarrangement, har vi jo hverken rockmusik eller kunst ved kysten. Det her er noget helt andet og det går strygende med forsalget,” fortæller Frederik Roland.
Han beretter også om et glimrende samarbejde med Aarhus Kommune og naboerne.
“Vi har gjort rigtig meget for at imødekomme bekymringer om støj fra nogle få naboer, og vi har brugt over 300 timer på at få det problem løst. Blandt andet med hjælp fra landets bedste lydeksperter,” siger Frederik Roland og fortsætter:
“Vi har også tilbudt naboerne en støjskærm, men de fleste vil hellere kunne se løbet fra haven. Mange gør også en anledning ud af det og inviterer venner og familie.”
Skulle man have lyst til at se prins Joachim eller Thorkild Thyrring køre stærkt, spise smørrebrød på rødternede duge, se bilen, hvor en af de 20. århundredes største krigsforbrydere endte sine dage eller måske danse swing i 'Dancehall', kan man købe billetter på www.craa.dk/billet eller ved indgangen.
Børn under 14 år har gratis indgang.