Eva Kjer blev fejret på tinge
Tirsdag den 15. december kunne miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen fejre 25-årsjubilæum som medlem af Folketinget. I dagens anledning inviterede Eva Kjer Hansen kollegaer, samarbejdspartnere og venner på sønderjysk kaffebord med nøje udvalgte kager – 9 forskellige, én for hvert politisk parti i Folketinget.
Blandt gæsterne var statsminister Lars Løkke Rasmussen og Folketingets formand Pia Kjærsgaard, der i deres taler begge kom ind på Eva Kjer Hansens tilknytning til Syd- og Sønderjylland:
”Du har altid kæmpet for den landsdel, du er rundet af. Trods frisk vind og orkan har du aldrig mistet fodfæstet. Og jeg tror, at én af grundene skal findes i din familie og dine sønderjyske rødder. Vi, der kender dig, oplever, at du ved siden af at være en engageret og toptunet toppolitiker også er et stærkt familiemenneske,” sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale til jubilaren.
”Du er rundet af den sønderjyske muld og kultur. Det er dér, du har dine faste rødder. Derfor har man også i alle årene kunnet regne med din deltagelse, når mindretallene har været på besøg i Folketinget. Ovenikøbet på klingende sønderjysk,” fortalte Folketingets formand Pia Kjærsgaard.
Fællessang med ministerkollega ved flyglet
I bedste højskoletradition havde Eva Kjer Hansen forberedt fællessang og lokkede ministerkollega Hans Chr. Schmidt til at spille for på flyglet i Folketingets Fællessal. Også Eva Kjer Hansens tre døtre havde taget turen fra hjemmet i Aabenraa for at deltage i jubilæet på Christiansborg. Yngstedatter Elena på 14 år sang hele forsamlingen op med en smuk fortolkning af ”Forårsdag”.
Eva Kjer Hansen er med sine 51 år den yngste kvinde nogensinde, der kan fejre 25-års jubilæum som medlem af Folketinget.