Fortsæt til indhold

Kongehøjskolens elever skal tale pænt

Samfund
Arkiv

En hård omgangstone er blevet en kedelig almindelighed blandt elever på de danske skoler, mens ord som ”fuck” og ”hold kæft” efterhånden er blevet almene floskler i de unges sprogbrug. I samarbejde med mobilselskabet Call me sætter Kongehøjskolen i Aabenraa fokus på den hårde tone, når eleverne laver film om selvsamme.

I fællesskab med en række elever fra Kongehøjskolen tager Call me kampen op mod den hårde tone gennem en grundig bearbejdning, der skal vise eleverne, at en god tone kan forbedre trivslen og bringe dem længere i livet.

I dag, tirsdag, har eleverne på Kongehøjskolen besøg af Call me's eksterne underviser og filmproducer, Randolf Carlos Aabye, der skal hjælpe eleverne med at lave deres egne film om emnet.
Eleverne vælger selv, hvordan deres film skal behandle den hårde tone og bliver samtidig udfordret i rollen som både instruktør og skuespiller. Filmene vil være med i opløbet til 'Tal ordentligt'-prisen, der er indstiftet af mobilselskabet Call me.
”Vi mener, at det er vigtigt at sætte fokus på den gode tone allerede i skolen. Derfor var det også naturligt for os at indlede et samarbejde med skolerne som led i hele 'Tal ordentligt'-projektet. Det er fantastisk at opleve elevernes engagement i projektet, og der er kommet nogle rigtig gode og tankevækkende film ud af deres indsats,” siger Anthony Lim, salgs- og marketingdirektør hos Call me.