Ulovlig slagter tøede kød op i murerbalje
Fødevarestyrelsen har i fredags lukket en ulovlig slagter ved Voervadsbro på adressen Nedenskovvej 7, 8740 Brædstrup.
På adressen fandt Fødevarestyrelsen stærkt uhygiejniske lokaler og snavset udstyr, blandt andet en rullepølsepresse med ansamlinger af både madrester, skidt og skimmel. I en sort murerbalje fandt rejseholdet cirka 15 kilo småkød, der var sat til optøning.
Lokalerne havde heller ikke hverken vask eller anden mulighed for håndvask, oplyser Fødevarestyrelsen i en presemeddelelelse. I forbindelse med kontrollen destruerede man blandt andet 50 kilo småkød beregnet til medister, skinker, rullepølser, fars, leverpostejer og flere kilo røget bacon.
Kødet strammer fra grise, der er blevet slagtet ulovligt og under meget uhygiejniske forhold. Grisene har ikke været dyrlægekontrolleret hverken før eller efter slagtning. Det kan derfor ikke udelukkes, at grisene kan have været syge på slagtetidspunktet, skriver Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen.
Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har købt rullepølse, medister, leverpostej eller røget bacon fra den ulovlige slagter til at kassere varerne, da de er produceret under stærkt uhygiejniske forhold og dermed kan være sundhedsskadelige.
Det er Horsens Kommune, der har tippet Fødevarestyrelsen om den ulovlige slagter.