Anne-Sofie sad 96 timer på en pæl i vandet
"Jeg er træt i min krop. Ikke helt vildt træt, men det kommer nok."
Anne-Sofie Frederiksen var i godt humør, da hun et par timer efter årets pælesidningskonkurrence sad og spiste aftensmad med sine forældre på en restaurant i Juelsminde.
Den spinkle 18-årige pige fra Serridslev holdt som den eneste af de fire deltagere ud i alle 96 timer og blev dermed vinderen af de 10.000 kroner, der var til deling mellem dem, der gik hele vejen.
Spinkel pige skal sidde 96 timer på en pæl i vandet
Derudover var der 30.000 kroner i sponsorpræmier, som Anne- Sofie får cirka halvdelen af, så hun i alt har vundet godt 25.000 kroner.
"Det har virkelig været en lærerig oplevelse. Man lærer så meget om sig selv og finder ud af, man kan meget mere, end man troede, både mentalt og fysisk," siger Anne-Sofie, som havde en megafon med ud på vandet og holdt humøret højt i alle fire døgn.
Hun tror selv, at det var hendes evne til at få hvilet, der gav hende overskud til at holde ud hele vejen.
"Jeg var rimeligt god til at sove i korte perioder. Jeg tog nogle korte powernaps, hvor jeg lige kiggede op engang imellem. Det gav mig en fornemmelse af, jeg ikke ville vælte i, og så kunne jeg sove videre."
Publikum blev underholdt
De tre andre pælesiddere faldt fra en efter en. Anne Cathrine Rose Mogensen fra Juelsminde faldt efter knap to døgn i dyb søvn og vågnede først, da hun ramte vandet.
Lørdag morgen bad Henrik Kajhøj fra Horsens om at blive sejlet ind. Efter det voldsomme uvejr havde han ikke mere tørt tøj og ville ikke risikere at blive syg.
Og blot fire timer før konkurrencen sluttede, måtte Casper Fammé fra Fredericia give op.
Han kunne ikke sove, og kroppen kunne ikke mere, fortæller Pernille Juul, der er tovholder på 'Fest i Hvalen', som pælesidningskonkurrencen er en del af.
"Konkurrencen i år havde alt. En der faldt i vandet, en der bad om at komme ind på grund af uvejr, og en som ikke kunne sove. Og så Anne-Sofie, der bare gav den gas," siger en meget tilfreds Pernille Juul.
"Det har været meget underholdende, og alle fire deltagere er meget glade og tilfredse med at have deltaget og deres præstation. Der har været pakket med publikum, og de blev alle klappet hele vejen ud af havnen," siger Pernille Juul.
De deltagere, der holdt ud i over 48 timer, fik del i sponsorkronerne, så Casper Fammé fik godt 10.000 kroner ud af anstrengelserne, og der var over 4.000 kroner til Henrik Kajhøj.
Du kan læse mere om årets konkurrence i pælesidning i den næste udgave af Lokalavisen Horsens, der udkommer på tryk torsdag den 20. august.