Restaurant Oksen i Horsens udvider
“Vi siger ofte nej til store selskaber, fordi vi simpelthen ikke har plads,” fortæller Alex Pedersen, mangeårig indehaver af Restaurant Oksen i Grønnegade.
Oksen er et populært spisested/steakhouse i Horsens med både saftige bøffer og solide rødder i Horsens igennem 29 år. De seneste 16 år med Alex Pedersen ved roret.
Der er dagligt åbent for gæster, der ønsker at indtage frokosten midt på dagen, og for aftensgæster. Møre bøffer, fri salatbar, fri opfyldning af sovs og kartofler. Og dagens suppe, ikke at forglemme, der er en del af konceptet: spis mens du venter.
“Er du sulten og mavesur, når du kommer ind her, kan du tage dig en tallerken suppe, mens du venter på, maden bliver færdig,” fortæller Alex Pedersen, mens han med et forstående smil tydeliggør utålmodigheden hos en sulten gæst med knurrende mave ved at tromme fingrene rytmisk mod bordpladen.
Hul igennem
Til oktober er det slut med at sige nej til større selskaber på grund af pladsmangel, når Oksen laver hul i væggen til naboforretningens lokaler. Alex Pedersen har gået med tankerne om at udvide igennem en årrække.
“Vi slog til med det samme, da Høst Blomster flyttede i april måned, for vi havde simpelthen brug for pladsen,” siger han, og forklarer, at dengang han overtog stedet i 1999, var det bette lille.
“Køkkenet var på størrelse med dén bil der, siger han og peger over mod en lille gul varebil, der står parkeret på modsatte side af Oksens udendørs spisepladser.
Seneste udvidelse stod på fra 2008 til 2010, da Oksen fordoblede sin daværende størrelse.
Det tog lang tid at udvide dengang, da pladsen var trang, og fordi de holdt åbent imens. Køkkenet blev dækket af med plastik, og i en periode flyttede køkkenet ud i gårdhaven. Denne gang forventer Alex ikke, at det tager så lang tid.
“Renoveringen fra 2008 til 2010 var skidesjov, men meget omstændig.”
“Denne gang begyndte vi at brække ned før sommerferien, og vi er netop gået i gang med genopbygningen her mandag den 10. august og forventer at åbne i de nye lokaler til oktober,” siger han.
Med den nye udvidelse håber Alex Pedersen at flytte nogle af de store selskaber til lokalerne ovenpå og stadig have plads til de spisende gæster nedenunder.
“Vi har barnedåb og store selskaber næsten hver weekend, og dem har vi plads til nu ved siden af vore andre gæster.”