Fortsæt til indhold

Marienhoffskolen opgiver Forældretilfredshedsundersøgelse

Kun 47 procent af forældrene havde responderet på undersøgelsen, og det er for lidt til at konkludere nogetsomhelst

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Svarprocenten på Marienhoffskolen på Forældretilfredshedsundersøgelsen, som Syddjurs Kommune gennemfører hvert andet år - i 2015 i november - var beskedne 47 procent.
For at kunne anvende besvarelserne skal svarprocenten ligge over 60 procent. Derfor vælger skoleleder på Marienhoffskolen, Birgitte Agersnap, af gode grunde ikke at udsende en rapport med undersøgelsens resultater. Den lille svarprocent gør naturligvis, at undersøgelsen ikke er valid (gyldig), som det hedder i statistikkens sprog.
"Forældretilfredshedsundersøgelser gennemføres hvert andet år, og med den nuværende svarprocent er jeg klar over, at vi skal gribe det anderledes an næste gang," skriver skoleleder Birgitte Agersnap i et brev til skolens forældrekreds.
Undersøgelsen er udelukkende forsøgt gennemført digitalt.

"Det har stor betydning for skolens arbejde, at vi kender forældrenes holdning som et grundlag for skolens videre udvikling. Jeg vil inddrage Skolebestyrelsen, så vi næste gang kan kvittere med en rapport ud fra en høj svarprocent," lover Birgitte Agersnap.