Trafiktavler giver pendlerne mindre stress
Aarhus Kommune opsatte tidligere på året ti dynamiske tavler med realtids trafikinformation på Randersvej, Grenåvej, Ringvejen og Kystvejen. Nu har Aarhus Kommune med hjælp fra YouGov gennemført 63 webbaserede surveys med pendlere fra Syddjurs, Norddjurs, Favrskov, Randers, Aarhus og Mariagerfjord Kommuner. Undersøgelsen viser, i følge Aarhus Kommune, at pendlerne finder, at tavlernes information er nyttig viden og giver en bedre rejseoplevelse.
Mere forudsigelighed omkring rejsetiden og oplevelsen af mindre stress går igen i flere tilbagemeldinger fra de adspurgte pendlerne.
"Tavlerne giver mig et bedre overblik og mere ro, så turen virker knap så stressende, selvom der er tæt trafik,” lyder det fra en af pendler i undersøgelsen.
Et af formålene med de dynamiske tavler er at påvirke bilisternes rute-valg for at opløse en del af trængslen.
Stikprøveundersøgelsen viser, at pendlerne stoler på tavlernes information og foretager rutevalg på baggrund af dem.
Det er især de to tavler i retning mod E45, der høster roser hos pendler-panelet, der oplever informationer om hjemturen som særligt nyttig viden. Flere svarer, at de bruger rejsetidsinformationerne til at ringe hjem og give besked, hvis de kan se, de bliver forsinkede.