Fortsæt til indhold

JA fra ministeren til Syddjurs

Efter at have været sat på venteliste i første omgang, har Syddjurs nu fået godkendelse til at gå i gang med forsøget om konfirmationsforberedelse i tid afsat til den understøttende undervisning

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Syddjurs er nu blandt de kommuner, der har fået undervisningsminister Ellen Trane Nørbys ja til at gå i gang med konfirmationsforberedelse for 7. og 8. klasse i skoletiden som en del - to ugentlige timer - af den såkaldt understøttende undervisning.
Det er en forudsætning, at skolebestyrelsen på den enkelte skole bakker op om deltagelse i forsøget.
Forsøget vil strække sig over skoleårene 2015/16, 2016/17, 2017/18 og 2018/19. Det er altså muligt at starte allerede i indeværende skoleår.
En enig skolelederkreds i Syddjurs har nikket ja til forsøget, og dermed må man også forvente, at de også er i sync med deres bestyrelser.
Læs også:
Læs også: Konfirmandforberedelse: Kortere skoledage til konfirmander i Syddjurs?
Konfirmandforberedelse: Ikke undervisning - men forkyndelse
Konfirmandforberedelse: Syddjurs har fået en forhåndstilkendegivelse

Den politiske vridemaskine

Formand for Udvalget for Familie og Institutioner, Per Zeidler (I), forventer, at udvalget får sagen på dagsordenen til udvalgets møde i januar, og herefter kommer med en indstilling til byrådet, som kan give skolerne endelig carte blanche til at aftale de nærmere betingelser med provst Benedikte Bock Pedersen og de aktuelle præster i provstiet.
Enkelte politikere har allerede markeret, at de ikke betragter konfirmationsforbedredelse som understøttende undervisning, men derimod som forkyndelse.
De samme politikere har dog i samme øjemed sagt, at de vil lade det være op til hver enkelt skolebestyrelse at træffe en beslutning.
Derfor er det yderst tvivlsomt, om en tur i byrådets vridemaskine vil sabotere ønsket fra provst, præster og skoler om, at konfirmationsforberedelse ikke skal henlægges til langt ud på eftermiddagen, hvor de unge mennesker skal tanke ny energi i form af en tur i skoven eller hvile ud på divaneseren.