Fortsæt til indhold

Bump igen i sigte på Obstrupvej ved skolen

Trafiksikkerheden ved Mårslet Skole genetableres efter omlægning af vej-forhold

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

'Oddergrisen' bliver til Letbanen og skal elektrificeres. Derfor kører lokalbanen ikke fra medio januar og frem til Letbanens åbning i 2017.


Det betyder, at der bliver indsat ekstra busser til de mange pendlere.


De skal fremover køre ad Obstrupvej, som så til gengæld har fået fjernet fartbump og 30 km/t-zonen foran Mårslet Skole. Det er ikke en beslutning, som begejstrer forældre til børn i Mårslet Skole.


“Det er meget utrygt, at børnene nu skal over en vej, hvor sikkerhedsforholdene er blevet så forværrede,” siger Emma Bau, der har to børn på skolen.

Tiltag på trapperne

Aarhus Kommune er netop gået i gang med at etablere bump og ny vejtype på strækningen.


“Der kommer pude-bump (busvenlige bump, red.) i den nord-vestlige ende af Obstrupvej, hvor der går en sti ud fra Frøkjærparken. Fra bumpene og ned til skolen anlægges der '2 minus 1'-vej,” fortæller Carsten Thomsen, der er projektleder ved Veje og Anlæg i Aarhus Kommune.


Emma Bau så gerne, at man beholdt de gamle sikkerhedsforanstaltninger på skolevejen, eller at politiet ikke havde afvist et midlertidigt fodgængerfelt.


“Det er godt, at der kommer bump ved Frøkjærparken, og det har vi efterspurgt længe. Jeg synes dog ikke, at det gør noget i forhold til dér, hvor de fleste børn krydser vejen,” siger Emma Bau og tilføjer:


“'2 minus 1'-vejen er der ikke mange, som har fidus til. Der er meget trafik om morgenen, og vi frygter, at det bliver kaostisk. Jeg frygter også, at bilisterne sætter farten op for at time passagen. Og der er stadig ikke noget, som hjælper børnene over.”