Den lille, store vejlenser og stamcaféen

Han viser hen til bordet lige inde for døren til venstre. Her sætter han sig i den høje kongestol, der står lige ved vinduet ud mod arkaden ind til Midtpunktet. En kvinde haster forbi ude i kulden, men her inde på caféen er der varmt. Og et roligt tempo. Han sætter sig til rette ved bordet. Stambordet.
”Det er den bedste stol,” siger han og smiler bredt.
Allan Simonsen. El Simonet, som de kaldte ham i Barcelona, da han spillede i storklubben i tre sæsoner. Den lille vejlenser med det meget store fodboldtalent har også et andet øgenavn i den catalanske storklub.
El pequeño gran danés.
Den lille, store dansker.
”Det var en super god tid. Allerede første gang jeg satte mine ben i Barcelona, vidste jeg, at det her bare var byen for mig. Klimaet, gastronomien og så den der afslappede måde, man lever på. Det var bare lige mig fra dag ét,” siger manden, der i sine unge dage havde et sjældent godt overblik på banen, serverede boldene med stort rundhåndethed og scorede mål som få.
Europas bedste fodboldspiller i 1977, og dengang var det lig med at være verdens bedste fodboldspiller.
Nogle år efter karrieren på banen sluttede, flyttede han og familien til Barcelona, hvor de boede fra 2005 til 2011.

Stamcaféen

Og det er på sin egen måde derfor, at han så godt som hver formiddag sidder og får en kop americanakaffe eller to hos Café La Loca i Vejle.
”Jeg lærte om vigtigheden af et godt stamsted, da vi boede i Barcelona. Den hedder Café Roy. Når jeg havde kørt min datter i skole, tog jeg hen på Café Roy, hvor jeg næsten var et stykke inventar. Herfra kunne jeg drikke en kop kaffe og arbejde, hvis jeg ville, eller lukke computeren ned og bare nyde livet,” siger han.
Og her i Vejle hedder stamcaféen La Loca.
“Der er flere grunde til, at det blev La Loca. Jeg synes rigtig godt om familien, der ejer stedet, og så kan jeg tale spansk med Mariana og Heini. Det er dejligt at holde sproget ved lige. Desuden serverer de autentisk mad. Og så er vi naboer, så det passer jo helt perfekt,” siger han.
Heini Sorani, der er værten, kommer med kaffe. De to mænd driller hinanden med, at Allan har været der så mange gange nu, at Heini ved, hvilken kaffe det skal være, og hvor mange gange skeen skal røres rundt. Godmodig snak. Og det er det, en god stamcafé skal kunne. Være familiær og venlig.
”Det er en fantastisk sød familie, som jeg kun ønsker det bedste. De er så venlige, smilende og har tid til at stoppe op og snakke. Desuden er der den latinske indretning blandet med dansk hygge og et latinamerikansk menukort. Det passer lige præcis til mig,” siger Allan Simonsen og tager en slurk af kaffen.

Minderne på væggen

En del af indretningen i caféen er også Allan Simonsen. Sådan lidt spredt ud over de rustikke vægge hænger billeder fra den lille, store danskers fortid i tyske Gladbach og spanske Barcelona. La Loca er ganske vist ikke tænkt som en sportscafé, faktisk er det mere en international og musikalsk café, men fodbolden er uundgåelig i en argentinsk café. Og her fylder Barcelona, Messi og især Allan Simonsen en del.
”De spurgte, om jeg havde nogle ting fra min fortid, som kunne stilles op her eller hænge på væggene. Og jeg har da en del, så det ville jeg gerne være med til. Der er ikke så meget af gangen, men jeg har mere end rigeligt til, at der kan skiftes ud i sagerne i ny og næ,” siger Allan Simonsen.
Et lille billede på væggen bag disken siger vel alt om, at El Simonet hører til blandt de helt tunge drenge i fodboldhistorien. Allan, Bernd og Diego står skulder ved skulder i Barcelonas ikoniske trøjer. Tre kæmpenavne i datidens fodbold. Nu til dags hedder trekløveret til efternavn Messi, Neymar og Suárez. Dengang var det Simonsen, Schuster og Maradona.
Men der var en markant forskel på dengang og nu. Dengang måtte klubberne kun have to udenlandske spillere på banen ad gangen, og Simonsen kom i overskud.
”Det var en skuffelse, og jeg ville gerne have fortsat. Og havde også regnet med at forlænge yderlige tre år. Men jeg blev trukket til side og fik at vide, at det blev mig, de ville sætte på bænken. Så søgte jeg væk, for jeg ville spille,” siger han.
Så da den argentinske fodboldgigant Maradona kom til, blev det til et spansk farvel for Simonsen.
”Ja, det kan man godt sige. Det var skuffende, men det skete på en fair nok måde. Og jeg husker Maradona som en sød fyr. Første gang jeg mødte ham var faktisk på træningslejr i Holland, hvor jeg boede på værelse med ham og Bernd Schuster. Det var nu meget hyggeligt,” siger Allan Simonsen.
Selvom La Loca er en argentinsk restaurant, er der ikke de store følelser for den store argentinske stjerne, Maradona.
”No, no, no. Han spillede for Boca Juniors, og jeg holder med River Plate. Vi snakker helst ikke om Maradona her i huset,” griner Mariana, der er født og opvokset i Argentina og mødte Heini i Spanien. Efter otte år på De Kanariske Øer flyttede de til Vejle.

Ikke score mål

Værtsparrets fire-årige søn hedder Victor, og han er også bidt af en gal fodbold. Det argentinske blod fra moderens side fornægter sig ikke, og han tøffer gerne rundt i caféen i en argentinsk landsholdstrøje. Han er også Barcelonafan, men husker logisk nok intet omkring den lille, store dansker, der ofte dropper ind.
“Vi forklarede Victor, at hvis han skal lære at spille ordentligt fodbold, skal han da bare spørge Allan til råds, for han var en stor fodboldstjerne, men Victor siger nu bare til Allan: Du kan ikke score mål,” griner Heini.
Men Victor tager fejl. Var der noget Allan Simonsen kunne, så var det at score mål. Han var meget målfarlig, ja faktisk er han den eneste i hele verdenshistorien, som har scoret i alle tre finaler i datidens tre store klubturneringer; mesterholdenes, pokalvindernes og UEFA-cuppen. Den sidste eksisterer ikke mere, så den rekord vil han til evig tid have for sig selv.

Gensynsglæde

Allan Simonsen er tilbage i Vejle efter mange år i Spanien og senest nogle år i Fredericia. Han blev skilt for et par år siden og bor nu i en lejlighed i Midtpunktet, og gensynet med Vejle glæder ham.
“Hvor er der sket meget med byen. Bare her i Midtpunktet er det jo en verden til forskel på, hvad det var for bare få år siden. Der var også en dag, hvor jeg gik hen til Vesterbrogade, for at se det sted, hvor jeg boede som barn. Det var en speciel oplevelse. Vi boede næsten lige oven over et ismejeri, og jeg husker tydeligt lyden, når isen blev bragt til det lille ismejeri hver morgen. Det er sjovt, at sådanne minder kan vende tilbage til en,” siger han.
Allan Simonsen fylder i denne uge 63 år og tager dagene, som de kommer. Han nyder livet i et stille tempo, præcis som han oplevede spanierne gøre det.
“Jeg er ydmyg om, at det er ikke alle, som har fået samme gave som mig og har samme muligheder som mig. Men jeg har valgt, at jeg har nået en alder, hvor jeg gerne må slappe af og tage mig tid til at gøre det, jeg lyster. Se familien, møde gamle venner og droppe ind og nyde en kop kaffe og en snak her på La Loca,” slutter den lille, store fodboldspiller, der nåede ting i sin fodboldkarriere, som meget få skandinavere har opnået.
Beviserne kan ses på væggene. Den lille, store dansker rejser sig, strækker fodboldbenene, og går hen og siger et eller andet på spansk til Mariana, der smiler tilbage til El Simonet.
Latinsk afslappethed krydret med dansk hygge og en universel passion for fodbold.