Hvor mange stjerner skal årets festival have?
Vi har bedt gæster på årets festival give stjerne fra et til fem stjerner, hvor fem er bedst
Pia Hoier Pedersen, 36 år, København:
Fire stjerner
"Meget professionel festival, hvor koncerterne begynder til tiden, og alle bands virker oplagte. Der er virkelig lækker mad at få, det er lige før, man bare kunne tage herud for madens skyld. Det økologiske tiltaler mig meget, og der er et godt udvalg. Generelt en positiv stemning her, og så kan vi godt lide, at vi kan bo på hotel, mens vi er her. Det er en lidt mere magelig festival. Regnen lørdag trækker ned, men vejret er ikke til at styre."
Louise Juul, 25 år, Aarhus:
Fire stjerner
"Det har været varmt og vådt. Generelt rigtig god stemning, men det er klart, at vejret spiller ind på det. Musikprogrammet havde jeg ikke de store forventninger til, da jeg ikke kendte så mange af navnene. Men flere overraskede virkelig positivt, som eksempelvis Emilie Nicolas. Toiletforholdene er gode, og der er nok af dem. Dejligt, at der er så mange små miljøer på pladsen, hvor man kan sætte sig. Og selvom der var store mudderpøle lørdag, så er de gode til at rydde op til dagen efter."
Anders Moselund, 43 år, København:
Fire stjerner
"Det er femte gang, jeg er her, og man kan godt mærke, at festivalen lærer fra år til år. Første år var jo katastrofalt med hensyn til mad og drikke, men i år er der et fantastisk udvalg. Jeg synes også musikprogrammet har været en god blanding. Jeg er til det mere rockede, som, jeg synes, har manglet tidligere år, men i år rammer de godt. En lille forbedring kunne være, at der de tre dage også kørte bybusser efter midnat."
Mads Feldt, 21 år, København:
Fire stjerner
"Northside er mere hyggelig og med mere intime rammer end Roskilde. Og på Northside når jeg at høre 80 procent af musikken, på Roskilde er det kun 20. Der er super fine forhold her, musikprogrammet er jeg dog lidt skuffet over i år, men at The Black Keys spiller er et stort plus."