Fortsæt til indhold

Er livet for kort til kvindefodbold?

Det er nytår, og dermed er det tid til at kigge tilbage. Det har Allerød Fodbold Klubs pigeafdeling også gjort

Samfund
Af Mads Hussing

"Livet er for kort til kvindefodbold" var moderne at sige engang, men nu ser det ud til, at kvindernes boldtrylleri på grønsværen får anerkendelse.

DR har lavet en aftale med DBU om mere kvindefodbold på skærmen i de kommende år, men er det mon nok til at sikre, at dygtige kvindelige fodboldspillere ikke opgiver deres sport, spørger de i AFK.

Fodbold er den største holdsport i Danmark for teenagepiger og har på nuværende tidspunkt over 55.000 medlemmer. I november var seks teenagepiger fra AFK med som deltagere i en DBU workshop som hed 'pigernes stemme', hvor omkring 100 piger deltog.

Her skulle pigerne fra Allerød, Ølstykke, Sundby, Fortuna Hjørring, Team Viborg, Elite Bornholm, FC Nykøbing, FC Nyborg, Ølsted IF og FC Skanderborg blandt andet dele ud af deres erfaringer og gode ideer, som har stor betydning for hvordan DBU kan være en væsentlig medvirkende faktor til, at udvikle dansk pige-/kvindefodbold.

Det handlede om alt fra klubben, derhjemme, i skolen, samvær med veninderne eller alt det andet, som pigerne bruger deres tid på.

'Én af vores piger sagde nogle fornuftige ting og var i P1 i denne uge, så herligt at se hvordan vi fra AFK pigeafdeling kan bidrage til udvikling og fremmelsen af pige/kvindefodbold generelt,' fortæller AFK.

Derudover var tidligere klima- og energiminister og nuværende prorektor for Københavns Universitet Lykke Friis til workshoppen for at holde et kort foredrag og naturligvis var både hun og hendes hund iført en Bayern München trøje.

Lykke Friis kunne blandt andet anføre overfor pigerne, at det ikke er mange år siden, at ingen troede der nogensinde ville komme en kvindelig kansler i Tyskland eller for den sags skyld en kvindelig statsminister i Danmark.

I AFK tror de på kvindefodbolden, og de vil arbejde for, at interessen for sporten bliver større i de kommende år.

'Vi vil i hvert fald gøre vores og dette bringer os frem til, så småt at sige tak for i år, selvom vi godt ved at mange afdelinger nu går i gang med udendørs vinterturnering, futsal og indendørs turneringer, med en række overskrifter hvor pigerne igen i år har markeret sig,' skriver AFK i en meddelelse til Allerød Nyt, inden de remser nogle af succeserne op fra 2015.

Pigeraketten gik godt, og man er allerede ved at forberede sig til næste års besøg. Kvindeseniorholdet rykkede op i Kvindeserie Øst, hvilket blev sikret i de sidste minutter af efterårets allersidste kamp. AFK blev Årets Børneklub, og derudover har der været mange flotte resultater og gjort et stort og flot arbejde alle afdelingerne ned igennem pigeafdelingen.

Der er harmoni, glæde, entusiasme og arbejdshandskerne er på og det er en fornøjelse, at få lov til at følge, fortæller Lennart Engelhardt, der er sportschef i kvindeafdelingen af AFK.

Lennart Engelhardt er ikke i tvivl. Livet er bestemt ikke for kort til kvindefodbold, og han mener også, at det er en sport, der vil blive endnu større i de kommende år.