Fortsæt til indhold

Plougmann i venteposition

Løsgængeren i Norddjurs Kommunalbestyrelse afventer høringsfase, før hun tager endelig stilling til vindmølleprojekterne i Norddjurs

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Da Socialdemokratiets Pia Bjerregaard tidligt i december meddelte, via et debatindlæg på lokalavisen.dk og på facebook, at hun meldte pas på alle planlagte vindmølleprojekter i Norddjurs, fik hun et 'like' fra sin kollega i kommunalbestyrelsen, løsgænger Helle Plougmann.

Et signal om, at løsgængeren også er på nippet til at følge Pia Bjerregaards eksempel?

"Nej," siger Helle Plougmann til Lokalavisen.

"Pia fik et 'like' for at turde stå ved sin holdning, men det er ikke et udtryk for, om jeg er enig eller ej."

Helle Plougmann vil, som mange andre i kommunalbestyrelsen, først tage bestik af situationen, når den igangværende høringsfase er afsluttet.

"Jeg afventer høringsfasen med respekt for den del af vores demokrati, da det jo netop er her, at alle har mulighed for at tilkendegive deres holdninger - såvel for som imod," siger løsgængeren.

"Herefter vil jeg vurdere, ud fra alt det jeg har hørt og læst om vindmøller, og ud fra hvad jeg mener, der passer til Djursland, træffe min beslutning."