Fortsæt til indhold

MinMy sælger dit brugte børnetøj

MinMy genbrug hjælper forældre af med bunkerne af børnetøj

Samfund
Lotte Gyldenvang

Når de små kommer til verden, og bløde pakker fra familie og venner strømmer ind i klædeskabet, kender de fleste forældre til, at poderne vokser hurtigere, end al tøjet bliver brugt og slidt.

“Jeg stod selv med min datter og kunne ikke overskue at bruge tid på at sælge det brugte tøj. Inden man får taget billeder af tøjet, lagt det på nettet, forhandlet med købere, pakket og sendt, har jeg altså tabt pusten. Derfor har jeg taget springet og åbnet MinMy, så der er et alternativ til de forældre, der ikke vil bruge tiden på at sælge brugt tøj på internettet,” siger 33-årig Kristine Juul.

Mærkevarer på bøjler

Man kan i stedet komme med tøjet til MinMy på Sønderbrogade i Horsens og sælge det hele på én gang. Det er altså udelukkende brugt tøj til børn i alderen 0-6 år, man finder på bøjlerne i den lille hyggelige butik.

“Jeg kigger på tøjet, folk kommer med og giver en samlet pris alt efter mærke og tøjets stand. Noget er aldrig brugt og har stadig det originale mærke på, andet er falmet i farverne efter megen vask. Mit krav er, at der hverken er pletter på tøjet eller huller i,” forklarer Kristine Juul, der enten betaler for det brugte tøj kontant eller med et byttebevis til butikken.

Derudover skal tøjet være en mærkevare.

“Der er intet galt med tøj fra eksempelvis H&M, Nameit og fra Bilka/Føtex. Men det tøj finder man ofte i alle andre genbrugsbutikker. For at skille mig ud med MinMy har jeg derfor valgt, at det udelukkende er mærkevarer, der hænger på bøjlerne. På den måde kommer folk ind i et skattekammer af kendt børnetøj til priser, der ligger 60-90 procent under normal udsalgspris,” fortæller Kristine Juul, mens et par kasser med tøj venter på at komme på bøjler.

“Det er dejligt, at mange allerede har taget mit koncept til sig og kommer med deres brugte tøj. Det gælder om at bruge tøjet mest muligt og udnytte dets levetid for at beskytte miljøet bedst muligt. Jeg kan ikke redde verdens miljø med MinMy, men lidt har også ret,” fastslår ejeren.