Fortsæt til indhold

Trafikken ved Harald Jensens Plads skal optimeres

En forestående udbygning af svingbanerne ved Harald Jensens Plads skal forbedre trafikken på Søndre Ringgade

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Ringgaden og Ringvejen bliver i disse år forstærket og forbedret, for de har en hovedrolle i byens fremkommelighed i fremtiden.

Den nord/syd-gående trafik, som før gik langs Kystvejen, skal føres ud på Ringgaden, og Ringgadens sydlige hængsel forbedres, så man nemmere kan komme på sydfra.

Samtidigt er indfaldsvejene blevet forsynet med intelligente tavler, som hjælper trafikanterne med at finde den bedste rute, og intelligente lyskryds er ved at finde vej til dagens lys på både Ringgaden og Ringvejen.

Og nu bliver strækningen fra Ringgadebroen frem til det sydlige hængsel forbedret.

Det vedtager byrådet efter al sandsynlighed i den nærmeste fremtid.

“Projektet udspringer af byrådets ønske om en bedre trafikafvikling på Ringgaden. Der har vi en stribe projekter på tegnebrættet, og det her er et af dem,” forklarer Hans V. Tausen, der er civilingeniør i Center for Byudvikling og Mobilitet.

Plads og fredsommelighed

Der lægges konkret op til, at krydset ved Harald Jensens Plads skal udvides.

I krydset ved Skanderborgvej udvides højresvingssporene i begge retninger.

I flaskehalsen ved Jyllands Allé får trafikanter i fremtiden to spor, som går ligeud, samt baner til både højre- og venstresving.

I dag deles bilerne om kun to spor.

“Det er en vigtig del af kommunens 'masterplan'. Det vil selvfølgelig betyde meget for den lokale trafikafvikling, når der løsnes op for trafikken omkring Harald Jensens Plads. Tilsvarende får det stor betydning i det store billede, når hele Ringgaden er blevet optimeret,” siger Hans V. Tausen.

Der bliver samtidigt sat en stopper for højresving ad Haderslevgade, og håbet er, at en forbedring af trafikken på Ringgaden også vil medføre mindre trafik i Langenæs-kvarteret.

Der vil også blive plantet nye træer langs Ringgaden og i midterrabatten som erstatning for de gamle poppeltræer, der i sin tid blev fældet på grund af sygdom.

Den ekstra plads findes ved at gøre vejbanerne mindre og rabatten bredere.

Den nye rabat vil så blive tilpasset vejens forløb og give plads til både svingbaner, busholdeplaser og træer.

Smertefri ombygning

Hvis byrådet endeligt godkender planen, går arbejdet i gang i foråret 2016.

Forventningen er, at arbejdet også færdiggøres i løbet af samme år.

“Jeg forestiller mig ikke, at der kommer de helt store gener på grund af byggeriet. Der bliver jo også lagt stor vægt på, at trafikken skal generes mindst muligt. Der skal jo heldigvis heller ikke graves noget op,” fortæller Hans V. Tausen.

Næste skridt bliver at præsentere en plan for Vestre Ringgade, når Søndre Ringgade engang er færdigoptimeret.