Ny restaurant i Horsens
Stensballe har fået en ny restaurant, der kræser om traditionerne
“Jeg trives bedst, når der ind imellem er tid til at gå fra køkkenet for at spille lidt guitar for gæsterne i restauranten,” siger 63-årig Angelo Trasmundi.
Men det var netop, hvad der ikke var tid til, da parret i ti år drev restaurant Da Angelo i Ry, som efter nogle år blev udvidet til to restauranter.
“Vores koncept med at lave halve bagte pizzaer, som folk kan tage med og bage færdige derhjemme, blev så populært, at det var svært at komme til for folk i restauranten. Da vi købte lokalerne ved siden af fik vi bare endnu mere travlt, ikke mindst med 22 ansatte i sommerperioden,” uddyber Grethe Trasmundi, der i 15 år har været gift med italienske Angelo.
Arbejdspresset blev for meget, og parret solgte restauranten i Ry og begyndte at se efter andre muligheder.
Dropper bøfferne
Et tilfældigt besøg hos nogle venner i Stensballe fik dem til at se muligheder i et lokale, der ligger på Brådhusvej 3 i forlængelse med Kiwi Minipris og OK tanken.
Forrig onsdag slog de dørene op for Pizzeria Da Angelino, og har allerede haft så mange gæster, at de må afvise folk i døren.
“Vi serverer ikke længere bøffer, som da vi drev restaurant i Ry. Nu fokuserer vi på pizza, pasta, forretter, specialiteter som oste og is samt tapas,” forklarer Grethe Trasmundi, der er opvokset i Horsens.
Parret fortæller, at tiden er afgørende for den mad, de serverer.
“Vi vil gerne gøre tingene ordentligt. Angelo står selv og laver tomatsovsen fra bunden, som koger det meste af en dag, inden den kommer på pizza og pastaretter. Det samme gælder, når vi laver bolognese. Danskerne bakser den sammen på en halv time. Vores får tid til at koge, så smagen af italien kommer frem,” siger Grethe Trasmundi.
Generelt er det Angelo, der styrer køkkenet ved at lave pizza og pasta, mens Grethe hjælper med forretterne. De mødtes, da Angelo var i lære på Restaurant Italia i Viborg i 1984. Han kom til landet som musiker, blev hurtig vild med Danmark, men savnede det italienske køkken, som han var opvokset med i Molise-området. Parret har haft Ristorante Venezia i Borgergade i Horsens, inden de åbnede i Ry.
“Dengang ville vi gerne ind på gågaden i Horsens med udeservering, men fik afslag fra kommunen. Nu tøvede vi ikke med at åbne i Stensballe, hvor gæsterne frit og nemt kan parkere,” siger Grethe Trasmundi, der også byder på udeservering og forhåbentlig god tid og akustisk musik til gæsterne.
Da Angelino har åbent onsdag-søndag klokken 16-21.