Farvel og tak til Shubidua
Musicalen er ude af hjembyen, men den leverer stadig goodwill, mener borgmesteren
I disse dage er Fredericia Teater ved at flytte hele den teknisk udfordrende Shubidua-musical til Østre Gasværk Teater i København.
Over 60 60.000 mennesker nåede at opleve million-musicalen i Fredericia.
“Det er fantastisk og gavnligt på mange forskellige måder,” siger borgmester Jacob Bjerregaard (S), der spontant sprang rundt af begejstring, da han hørte om projektet.
“Vi har haft et efterår - tre måneder - med et leben uden lige i Fredericia. Jeg har været rundt på restauranterne for at høre, hvordan det er gået. Og de fortæller om et stort afkast, når teatergæster har været ude at spise inden forestillingen,” siger Jacob Bjerregaard og tilføjer:
“Men også Hr og Fru Fredericia har glæde af succesen, som er med til at gøre dem stolte af deres by. Det er der mange ting, der er med til, men teatret er helt klart én af dem,” siger han.
Skaber investeringsvilje
Jacob Bjerrregaard oplever, at politikere, erhvervsfolk og kulturfolk i hele landet pludselig ved, hvad Fredericia er.
“Den slags gør, at tilflyttere får øje på Fredericia. Og at politikere kan se behovet for en ny fordeling af kulturstøtten. Og at investorer pludselig kan se en mening i at investere her. Det sidste kan være medvirkende til, at vi på sigt får de faciliteter, der gør, at forestillingerne ikke behøver at tage udenbys. Og til den tid har folk i København og Aarhus fået så meget smag for Fredericia Teater, at de ikke kan undvære det - og så vil de gerne køre hertil for at opleve de bedste musicals,” siger Jacob Bjerregaard.
Forestillingsperioderne i København og Aarhus er blevet forlænget igen. Forestillingen har rundet 120.000 solgte billetter og er dermed Fredericia Teaters bedst sælgende forestilling nogensinde.
“Vi befinder os midt i et lykkeligt eventyr. Et eventyr vi i høj grad selv har været med til at skabe,” siger teaterchef Søren Møller.