Fortsæt til indhold

Ebeltoft scorer en sekser for sit bymiljø

Købstaden roses for sin velbevarede bykerne på GodeByer.dk

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Ebeltoft får fuldt hus med seks stjerner ud af seks mulige af Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, der har lanceret en smiley-ordning for historiske bymiljøer.

Respekt for torvet

På hjemmesiden GodeByer.dk kan man blandt andet læse følgende:
”Bygningerne omkring Torvet er opført i traditionel dansk byggeskik og fremtræder overvejende i 1 etage. De fleste bygninger mod torvet er pudsede og kalkede, mens det ældste Rådhus og dele af bebyggelsen bagved fremstår i bindingsværk med tavl i tegl, både som blank mur og pudset. Torvet vurderes til at være et velbevaret bymiljø med god sammenhæng imellem opførelsestidspunktet, bygningernes nuværende fremtoning, og torvepladsens udformning med historiske belægninger.”

Truende forfald

Alt er dog ikke fryd og gammen. På hjemmesiden kan man således også læse: “Det gamle købstadsmiljø rummer desuden en række betydningsfulde, bevaringsværdige og/eller fredede bygninger og kulturmiljøer, som er truede af forfald, herunder Fåborgs Gård, arkitekt Hack Kampmanns fødehjem i Kirkegade, og det gamle Hotel Ebeltoft i Adelgade.”

Signal til kommunen

“Med GodeByer.dk håber Landsforeningen at få gjort opmærksom på, hvor betydningsfuldt det er at passe på de historiske bymidter,” siger arkitekt Peter Hee, formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.

“Der er også en opfordring til kommunen. Bevarelse og genopretning af værdifulde bymiljøer er lige så vigtigt som bevarelse og genopretning af naturmiljøer. Et godt bymiljø er mange penge værd for en by, fordi det giver trivsel, og det tiltrækker handel, turisme og gode skatteborgere. Et utilpasset nybyggeri i bykernen kan forringe værdien af de omkringliggende ejendomme og skade hele byen.”