Julemand med drømmen om en flot kongsgård
Den kommunale dagpleje i Ryomgård og Pindstrup inviterede bedsteforældrene til julefest i Ryom
Kan julemanden skaffe 40 mio kr. til en stor og flot kongsgård? Det håber sikkert mange børn og voksne i denne tid, og for julemand Jan Lund er det blevet et livsprojekt at realisere visionen om at opføre julemandens kongsgård ved siden af Elvis Presleys Graceland i Randers. Men selv for en julemnand kan det være svært at skaffe så mange penge …
Så julemanden skal jo også have hverdagen til at hænge sammen, så derfor var Jan Lund, alias Nicolas Julius Julemand, i selskab med fru Kirsten, alias Nicoline Juliane Julemor, fredag taget til Ryomgård for at holde julefest med alle børnene fra den kommunale dagpleje i Ryomgård og Pindstrup.
Dagplejere håber på flere børn
Det blev en fin fest med mange børn og deres bedsteforældre, som var kommet hid fra nær og fjern.
Først var der Luciaoptog med 40 børn fra 5. klasse på Marienhoffskolen, som bar lyset frem og sang englesmukt under besøget i IFM's klubhus.
Derefter var det julemanden og julekonens tur, og det entusiastiske julemandspar gjorde det rigtig godt med både dans om juletræet og en julehistorie med julemanden.
“Vi har altid en stor opbakning til vores julefest. Bedsteforældrene møder talstærkt op for at være med til at danse om juletræet og være med til amerikansk lotteri med mange fine sponsorgaver fra lokale handlende,” siger Joan Bach, Ryomgård, som er en af de kommunnale dagplejere i området.
Der er i dag ni dagplejere i Ryomgård/Pindstrup området, som hver passer fire børn.
“Men vi er ikke så mange dagplejere som tidligere, men vi håber, at der nu bliver en stabil tilgang af børn i området,” siger Joan Bach.
Julemanden Jan Lund har nok at se til med sit store Kongsgårdsprojekt i Randers.
“Men det tager sin tid at skaffe 40 mio. kr.,” indrømmede julemanden under sit besøg i Ryomgård.