Husbåde kan skabe stemning
Rune Kilden mener, at et husbådmiljø kan bidrage positivt, hvis man sætter de rette rammer
I Københavns Havn ser man positivt på husbåde og mener, de er stemningsskabende.
Havnen arbejder også aktivt på at finde flere pladser til husbådene.
I Aarhus har man været kategorisk afvisende overfor husbåde, men det er måske på høje tid, at politikerne får genovervejet kommunens standpunkt.
Byudvikler Rune Kilden mener, at der er gode muligheder i et husbådmiljø.
“Først og fremmest er det en politisk beslutning, som jeg ikke skal blande mig i. Men jeg kan som byudvikler sige, at husbådmiljøer både har potentiale og risiko. Potentialet ligger i de gamle, stemningsskabende både, som er ombyggede. Det giver en rigtig hyggelig stemning og er et flot indspark. Men nogle af de moderne husbåde er nærmest parcelhuse på vand, og jeg ved ikke, hvor meget stemning det giver til byen. Det er vigtigt, at politikerne får taget stilling til den slags, hvis det skal eksekveres i Aarhus.”
Byudvikleren understreger vigtigheden i at finde den rette balance, når man skal finde ud af hvilke typer husbåde, som man eventuelt vil tillade i Aarhus.
“Vi skal styre udenom at lave villakvarteret på vand, men vi skal heller ikke lave Den Gamle By på vandet.”
Rune Kilden fortæller, at et sted som Aarhus Ø ville kunne drage fordel af et husbådmiljø.
“Et husbådmiljø med stemning og charme ville måske kunne binde bydelen sammen og bidrage arkitektur på den lille skala,” siger han og tilføjer: “Jeg mener, at der også skal være nogle offentligt tilgængelige husbåde, der appellerer til borgerne, som eksempelvis restauranter og gallerier.”