Innovationsfestival kostede kassen for trængt kommune
Prisen for innovationsfestivalen i uge 46 løber op i ca. 820.000 kr. Penge, der er godt givet ud, lyder det fra borgmesteren
170.000 kr. til præmiepenge, 50.000 kr. til transport m.m, 300.000 kr. til festivalarrangøren, 300.000 til lokale projekter - i alt cirka 820.000 kr.
Det er den pris, som det har kostet Egedal Kommune at være værtskommune for den internationale innovationsfestivalen Afsnit I, som løb af stablen i uge 46.
Det viser en aktindsigt i kommunens udgifter i forbindelse med festivalen, som Lokalavisen Egedal har anmodet om. Der foreligger endnu ikke et færdigt regnskab for festivalen, så der er tale om samlede anslåede udgifter, oplyser Egedal Kommune.
Og de 820.000 kr. er ifølge borgmester Willy Eliasen (V) godt givet ud.
“Jeg er af den helt klare overbevisning, at innovationsfestivalen har været alle pengene værd, fordi rigtig mange borgere – unge som gamle – i den grad fik indviet vores nye kulturhus for at tale om, hvordan vi kan gentænke løsninger til en bedre hverdag. Det var en succes med fællesspisningen, hvor vi åbnede 'vores hjem' for hinanden. Det var en succes, da 23 projektmagere fra hele verden dystede om at præsentere den bedste idé. Og det var en succes da 470 8. klasse-elever var samlet på innovationscampen WeAct. Og jeg kunne fortsætte,” lyder det fra borgmesteren
Blækket på underskriften for budget 2016-2019, som indeholdt nogle store besparelser, var dårligt tørt før Egedal Kommune afholdt innovationsfestivalen, som så kostede ca. 820.000 kr. Hvordan hænger det sammen?
“Det er sådan i en kommune, at der altid er en udvikling uanset, om der skal spares. Der skal jo foretages udvikling på visse områder, og det er det, vi har gjort her. Kommune går jo ikke i stå, selvom der skal foretages besparelser, og hvis ikke vi foretog besparelser, ville vi ikke kunne udvikle os.”
Der er jo nogle grupper, som f.eks. de ældre, der i forbindelse med budgetbesparelserne var ude og sige “vi kan ikke holde til flere besparelse”. Kan du forstå, hvis der sidder nogen med en frustration over, at der er blevet brugt så mange penge på en innovationsfestival så kort tid efter budgetbesparelserne?
“Der bruges jo penge hver eneste dag på alt muligt, og det hele går ud på at få budgetterne til at hænge sammen. Nej, jeg forstår ikke den bekymring, fordi vores serviceniveau i Egedal Kommune er faktisk ret højt i forvejen, og det var sådan set et af vores problemer. Serviceniveauet var for højt i forhold til de aftaler som regeringen havde med KL, der var Egedal en af de kommuner, hvor vi var nødt til at skære ned på serviceniveauet for at komme tættere på at være i overensstemmelse med det, vi skulle,” siger borgmesteren, som bemærker:
“Det koster, at investere tid i at inddrage borgerne i at tænke nyt. Men når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at mange af de aktiviteter, der fandt sted på innovationsfestivalen faktisk var planlagt og budgetteret i forvejen som en del af vores strategiske mål. Eksempelvis blev vores allerede planlagte erhvervskonference og de tilhørende udgifter lagt ind under festivalen, bare med særlig fokus på innovation, vækst og energi. Dermed fik konferencen mere opmærksomhed – og vi fik meget for pengene.”
Egedal Kommune oplyser, at hele innovationsfestivalen bliver evalueret i begyndelsen af 2016, men borgmesteren er ikke i tvivl:
“Alt i alt har festivalen givet os god erfaring at videreudvikle kommunen på.”