Fortsæt til indhold

Værkstedsejer fandt selv frem til sine stjålne ting

Samfund
Jeppe Rafn

Politiet modtog mandag aften klokken 23.47 en anmeldelse om, at man kunne finde nogle stjålne ting i en lejlighed på Per Rytters Vej i Løsning.
Anmeldelsen kom fra Mikkel Dahl, indehaver af Dahl Biler i Lund. Han havde på egen hånd fundet frem til, at lejligheden på Per Rytters Vej gemte på flere ting, der blev stjålet ved et indbrud i hans værksted den 16. december.
LÆS OGSÅ: Værksted ved Horsens har fået stjålet fire biler og udstyr til over 500.000 kroner

Mikkel Dahl fortæller, at han sammen med en kammerat var taget ud og havde banket på døren til lejligheden i Løsning. Her spurgte de til en person, Mikkel har kraftigt mistænkt for at stå bag indbruddet i hans værksted.
Denne person var ikke til stede, lød det fra personen, der åbnede døren - hvorefter Mikkel klokken 23.47 ringede til politiet, der kom ud til stedet.

Tyvekoster, stoffer og våben

I lejligheden fandt politiet flere tyvekoster, som man på nuværende tidspunkt ikke har overblik over, hvor kommer frem.
Mikkel Dahl fortæller, at der blandt tyvekosterne var en induktionsvarmer, en 27 tommer iMac og to ure, som tilhører ham og blev stjålet ved indbruddet i hans værksted.
"Induktionsvarmeren er helt ny og koster 37.000 kroner plus moms, og iMac'en koster små 20.000 kroner. Den er i øvrigt blevet meget ridset og mangler tastaturet," fortæller den 23-årige værkstedsejer.
I lejligheden fandt politiet desuden stoffer og flere slagvåben. Det drejer sig om to knojern, et boldtræ og en billardkugle i en sok samt amfetamin, ecstasy og hash til eget forbrug, oplyser politikommissær Poul Steffensen, Horsens Lokalpoliti.
Stofferne lå på et bord og i lommerne hos fire unge mænd, der var i lejligheden, og som alle er blevet sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer. Tre af dem er desuden sigtet for at overtræde våbenloven.
De fire personer er en 23-årig mand fra Uldum, en 24-årig mand fra Kolding og to mænd på 18 år fra Vejle og Rask Mølle.
De har været anholdt, men er blevet løsladt igen.
Beboeren i lejligheden på Per Rytters Vej i Løsning var ikke tilstede, da politiet kom frem, og politiet kender på nuværende tidspunkt ikke relationen mellem beboeren og de tilstedeværende.
Sammenhængen med indbruddet i Mikkel Dahls værksted bekræftes yderligere af, at en af disse fire personer er blevet truffet i en af de fire biler, der blev stjålet i værkstedet den 16. december. Det oplyser lokalpolitiet.

Tre piger hentet af forældre

Der var desuden fire piger i lejligheden på Per Rytters Vej, da politiet ankom.
Det var to piger på 16 år og en pige på 15 år, der bor i Tørring, Flemming og Rask Mølle.
De blev hentet af deres forældre, oplyser politikommissær Poul Steffensen, Horsens Lokalpoliti.

Har fundet det meste selv

Mikkel Dahl fortæller, at han nu 'kun' mangler cirka 20.000 kroner i kontanter samt nogle bilnøgler og registreringsattester fra indbruddet i hans værksted den 16. december.
LÆS OGSÅ: Værksted ved Horsens har fået stjålet fire biler og udstyr til over 500.000 kroner

Ved indbruddet blev der stjålet fire biler. To af dem blev fundet umiddelbart efter indbruddet. De blev fundet ved siden af en udbrændt bil, der var blevet brugt til indbruddet. De to biler skulle formentlig også være brændt af, for ifølge Mikkel Dahl var de ligesom den udbrændte bil overhældt med benzin.
De to andre biler er sidenhen også blevet fundet - ved Jelling og Skanderborg, fortæller værkstedsejeren. Han har selv været meget aktiv med at finde bilerne og udstyret, der blev stjålet i hans værksted.
"Jeg har selv fundet frem til det meste. Det er sørgeligt, at det skal være sådan," siger Mikkel Dahl.