Fortsæt til indhold

Axelsen snuppede guldet igen - igen - igen

For tredje år i træk vandt odenseanske Viktor Axelsen Yonex Copenhagen Masters

Samfund
Danni Paulsen

21-årige Viktor Axelsen er allerede ved at slå sit navn godt og grundigt fast som en af verdens bedste badmintonspillere.
I øjeblikket ligger den unge komet på sjettepladsen på verdensranglisten efter et fabelagtigt 2015, hvor han blandt andet har slået de to absolutte verdensstjerner Lin Dan og Chen Long.
Mandag sluttede Viktor Axelsen det gode år med en titel, da han for tredje år i træk vandt Yonex Copenhagen Masters.
Den anden danske verdensstjerne, Jan Ø. Jørgensen, måtte melde fra til årets turnering på grund af sygdom i familien. I hans sted stillede i stedet det 18-årige stortalent Anton Antonsen op.
Han nåede til finalen mod Axelsen, der skulle vise sig at være en alt for stor mundfuld for talentet.
Ganske komfortabelt og overlegent kørte Axelsen sejren i hus med cifrene 21-10 og 21-15, og dermed fik han for tredje år i træk guldet og den guldbeklædte champagne, der følger med.

"Jeg har endnu ikke haft tid til at smage på champagnen for de to seneste år, men hvis jeg vælger at åbne dem alle tre til nytår, får vi i hvert fald et brag af en fest," sagde Viktor Axelsen efter sejren til badminton.dk og sluttede:

"Det er altid fedt at vinde, og det er ekstra fedt at gøre det her i Falkoner Salen og slutte året godt af."