Skal til ekstremløb igen til sommer
Egå-skraldemanden Jan Lund Hammer fra tv-serien “Rigtige mænd” holder fast i de gode vaner
“Hej Hammer, jeg ringer fra Lokalavisen Aarhus. Har du tid til en lille snak?”
“Øhh, jamen det har jeg da. Jeg gør ikke andet end at snakke i telefon i øjeblikket - så vil folk lave reklamefilm med os og det ene og det andet. Og jeg har lige været en tur i Føtex efter en julekalender til ungerne - det tog 40 minutter, normalt ville det tage fem,” fortæller Jan Lund Hammer fra DR's programserie 'Rigtige Mænd'.
Han er overvældet over den opmærksomhed, som programmet har givet ham. Folk stopper ham alle steder og vil tage billeder, have autografer eller bare have en lille snak.
“Folk giver mig så megen ros, og rigtig mange kommer hen og fortæller, at de er blevet inspireret af programmerne til selv at begynde at løbe eller cykle. Det er altså bare for fedt!” Siger Hammer, som er skraldemand og fra Egå.
De seneste fire afsnit af programserien, kaldet 'Rigtige Mænd - Hva' nu?', sluttede i sidste uge. I denne omgang så man blandt andet Jan Lund Hammer gennemføre det hårde motionsløb XTERRA i Aarhus, som består af 750 meter svømning efterfulgt af 30 kilometer cykling og 10 kilometer løb. En udfordring, han ikke klarede i første sæson af serien, hvilket nu gav ham ekstra meget gnist.
Bodyage på 47 år
“Ej, men det var så fedt! Det fedeste i mit liv har selvfølgelig været at få mine børn og at blive gift med Annemarie, men at gennemføre XTERRA nåede samme højde. Og her må jeg bare tage hatten af for Pia (Anholm Salomonsen, Hammers personlige træner red.) - hun har virkelig lært mig at have et mål og så nå det! Også selvom man skal ud over smertegrænsen,” fortæller Jan Lund Hammer, der lagde ud med at have en body age på 56, men nu er nede på 47, som faktisk er hans rigtige alder.
Netop den personlige træner var et af vendepunkterne for Hammer - én der i den grad kunne være indpisker og sparke de dårlige undskyldninger langt pokker i vold.
“Ja, det bliver faktisk kun meget hårdere, hvis jeg kommer med undskyldninger, hvilket jeg ellers er god til, for så kan jeg da få lov at løbe otte kilometer fremfor fem,” siger Hammer grinende om Pia Anholm Salomonsens hårdhed.
Spørger man Hammer, om de nyfundne gode vaner holder ved, er han ikke i tvivl:
“Det gør de! Jeg holder fast! Vi fem fra programmet har også givet håndslag på, at vi gennemfører XTERRA igen til sommer.”