Fortsæt til indhold

Hold kæledyrene inde nytårsaften

Samfund
Arkiv

De mange høje brag, lange hyl og skarpe lysglimt i dagene omkring nytår skaber stress og fremkalder angst hos danskernes kæledyr.
Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse landets kæledyrsejere til at holde deres dyr inden døre, når fyrværkeriet for alvorlig går i gang på årets sidste dag.
”Langt de fleste kæledyr, eksempelvis hunde, katte og kaniner, er sensitive over for usædvanlige voldsomme brag og stærke lysglimt. Derfor anbefaler vi, at danskerne så vidt muligt holder kæledyrene inde døre fra om eftermiddagen den 31. december. Det gælder også, hvis man eksempelvis har et kaninbur i haven, så bør man sætte det ind i et ikke opvarmet skur,” siger Jens Jokumsen, projektleder i Dyrenes Beskyttelse.
Ifølge Jens Jokumsen, en der en række forholdsregler, som kæledyrsejeren kan tage for, at hunden eller katten kommer lettest muligt gennem aftenen og natten.
”De gode råd er at tænde for lidt dæmpet musik. Det slører lyden af fyrværkeriet, og så kan man med fordel trække gardinerne for eller persiennerne ned for på den måde at skærme dyrene for lysglimtene,” siger Jens Jokumsen og understreger:
”Det bedste er naturligvis, hvis familien har mulighed for at fejre nytår sammen med dyret ude på landet, hvor der er langt mellem drønene. ”
Jens Jokumsen understreger, at det ikke kun er kæledyrene, men også de vilde dyr, som påvirkes af nytårets larm.
”Alle dyr kan reagere voldsomt på fyrværkeri. De forstår ikke, hvad der sker, så det er klart, at de reagerer ved at blive bange og utrygge, når der lyder det ene brag efter det andet,” siger Jens Jokumsen.
Dyrenes Beskyttelse oplever traditionelt flere henvendelser om bortløbende hunde i dagene efter nytår end på andre tidspunkter af året.

10 gode råd til dyreejere nytårsaften:

1. Sørg for, at hunden får tilstrækkelig motion om formiddagen, så den er træt om aftenen.

2. Luft hunden i snor, da den kan løbe væk, hvis den bliver forskrækket af f.eks. et højt brag. Tag ikke hunden med ud, når fyrværkeriet er på sit højeste.
3. Hvis du har en udekat, så sørg for at holde den inde nytårsaften. Sørg for at kattelemmen er lukket.
4. Undlad af fyre bordbomber af, hvis dine dyr virker skræmte ved bragene.
5. Hvis du har udegående dyr, så sæt dem på stald og vær hos dem, hvis de virker stressede og skræmte.
6. Tag væk med kæledyrene til et roligere sted, hvis du har forventning om, at der vil blive fyret meget fyrværkeri af, der hvor du bor – eller få dyrene passet et roligt sted hos mennesker, de kender.
7. Hvis hunden eller katten vil gemme sig under sengen, skal de have lov til det. Hiv dem ikke ud, så stresser du dem blot yderligere.
8. Optræd roligt og behersket. Hvis du selv er bange, vil dyret straks mærke det, hvorfor dens egen angst vil blive forstærket. Vær rolig og afslappet så du ikke signalerer, at der er noget at være bange for.
9. Tag en snak med naboer og venner om, at de kan hjælpe dyrene ved at begrænse fyrværkeriet.
10. Hvis hunden eller katten stikker af, kan du efterlyse dem via Dyrenes Beskyttelses hjemmeside.