Fortsæt til indhold

Politiet efterlyser vidner til episode udenfor Mad Americans

Samfund
Af Annette Schmidt og Jeppe Rafn

Horsens Lokalpoliti vil gerne i kontakt med vidner til en episode, der skete natten til søndag omkring klokken 03.40 udenfor diskotek Mad Americans i Horsens.
Episoden har skabt voldsom debat på facebook og har givet anledning til en sand shitstorm mod Mad Americans. Diskotekets facebookside er blevet bestormet af vrede personer, der har 'anmeldt' diskoteket og kvitteret med bundkarakteren 1, hvilket har fået gennemsnitskarakteren til at styrtdykke til 1,7 ud af fem mulige stjerner.
Historien tog fart, da Casper Nielsen fra Gylling ved Odder slog et billede op på facebook, hvor man ser ham ligge i en sygehusseng med slanger i munden. Billedet var ledsaget af en tekst, hvor han beskriver, han er blevet lagt i respirator efter at være blevet overfaldet af en dørmand udenfor diskoteket.
Casper Nielsen skriver, han var oppe at skændes med en anden person, da en dørvagt skiller dem ad, kaster ham i jorden og begynder at tæske løs på ham, så han mister bevidstheden, og at der skulle cirka fire andre vagter til for at stoppe dørmanden. Casper skriver videre, at han har fået brud i ansigtet.
Dørmanden har derimod forklaret til politiet, at han ved adskillelsen opdagede, at Casper var bevidstløs, og derpå tilkalder en ambulance.
Casper Nielsen har anmeldt dørmanden for vold, men politiets efterforskning har indtil videre ikke ført til en sigtelse i sagen.
Ifølge vicepolitikommissær Kent Midtgaard Hansen fra Horsens Lokalpoliti har hverken vidneforklaringer eller videomateriale kunnet bekræfte, at dørmanden har slået Casper Nielsen.
Kent Midtgaard Hansen opfordrer på det kraftigste vidner, der har set episoden udenfor diskoteket, til at kontakte politiet, så man kan finde ud af, hvad der er foregået.

Klammeri inde på diskoteket

Politiet har gennemgået videooptagelser inde fra diskoteket, der viser, at Casper Nielsen og den omtalte anden mand, umiddelbart før episoden udenfor, var oppe at toppes inde på Mad Americans.
"Begge parter er lige gode om det, der sker inde på Mad Americans. Vi kan se på videoovervågningen, at parterne er i slåskamp eller håndgemæng med hinanden på stedet,” fortæller vicepolitikommissær Kent Midtgaard Hansen.
Den anden mand, en 23-årig mand fra Stouby, bliver ført udenfor diskoteket af sine kammerater. Videoovervågningen viser, at Casper Nielsen derefter også går udenfor - og angiveligt opsøger den 23-årige, han havde været i klammeri med.
De to kommer igen i håndgemæng udenfor diskoteket, oplyser politiet. Dette foregår dog udenfor videoovervågningens kameravinkel.
Horsens Lokalpoliti arbejder videre med sagen og skal blandt andet genafhøre flere af de implicerede parter.

Opslag på facebook

Her kan du læse opslaget i sin helhed, som Casper Nielsen mandag middag slog op på sin facebookside.
"Min lørdag aften endte på Horsens syge hus med en respirator for at kunne trække vejret da jeg blev tæsket og banket fuldstændig til bevidstløsthed af en dørvagt.
Årsagen skyldtes at jeg stod og skændes med en anden person som havde irriteret os hele aften, hvor efter dørvagten skiller os ad og kaster mig ned i jorden.
Herefter kan det store svin alla steroide fyr ikke styre sig selv og begynder at tæske løs på mig. Der skulle ca 4 andre dørvagter til for at fjerne ham fra mig da han ville blive ved med at tæske på mig.
Så det må jeg sige MAD AMERICANS det er virkelig nogle profesionelle dørvagter i har ansat, eller noget!!!
Men MAD AMERICANS mener det er fordi der en cykel er væltet ned over mig, i håb om at kunne slippe fra det.
Så nu ligger jeg med venstre arm/skulder jeg ikke kan bruge samt, brud i ansigtet samt intet kan se da jeg har fået tæsk på det eneste øje jeg har tilbage."