Fortsæt til indhold

Andreas Mogensen tog elever med ud i rummet

Elever fra 1. og 2. g på Ordrup Gymnasium kom på en flyvetur i sidste uge, hvor astronauten Andreas Mogensen i en times tid tog dem med ud til den internationale rumstation

Samfund
Jeppe Lund

Astronauter kan på grund af den manglende tyngdekraft blive op til syv cm højere af en tur i rummet. På en rumstation genbruger de 97 procent af alt vandet - inklusiv urinen. På 24 timer kan du se 16 solopgange, hvis du befinder dig på den internationale rumstation.

Det var nogle af de forunderlige fakta, som 1. og 2. g-elever på Ordrup Gymnasium hørte om, da Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, holdt foredrag i Ordruphallen i onsdags.

Under foredraget fortalte han både om European Space Agency (ESA), hvor han arbejder, idéen med at sende mennesker ud i rummet og hvordan han havde oplevet sine otte dage på ISS, den internationale rumstation.

For han fik ret hurtigt en erkendelse af at sidde i den 80 x 100 meter store konstruktion og kigge ned på Jorden og ud på det uendelige kosmos.

"Man får en helt klar fornemmelse af, at Jorden er en del af noget større. Når noget er så uendeligt stort, må der også være masser af muligheder ude i fremtiden", sagde han til eleverne.

Rumforskning for patienter

Oprindeligt skulle Andreas Mogensen have været 10 dage på rumstationen, men hans ophold blev forkortet til otte dage. Turen derop tog noget længere tid end de seks timer, som var beregnet. For Jordens bane og rumstationens bane lå ikke, som ESA havde håbet.

Andreas Mogensen havde flere opgaver med sin mission i rummet. Dels skulle han op med et nyt fartøj, så de astronauter, der skal hjem fra rumstationen til marts, kan komme hjem. Dels skulle han forske i fysiologi, teknologi og nogle særligt danske forsøg.

"Der sker rigtig meget - også med astronauter - når vi kommer ud i rummet og ikke er påvirket af tyngdekraften. Vi ved, at vi mister muskelmasse og muskelstyrke, men det tyder også på, at vi mister lidt af hjernens styrke, når vi ikke bruger de centre i hjernen til at styre muskelmassen", forklarede han.

Derfor skulle han blandt andet lave forsøg, hvor han trænede sit ben. Forsøgene skulle vise, hvor meget af den tabte muskelstyrken, der skyldtes mindre muskelmasse, og hvor meget der skyldes mindre hjernestyrke.

Forskningen kan i høj grad bruges her på Jorden, forklarede han. Eksempelvis mister patienter, der er indlagt i lang tid på hospitalet, også muskelstyrke, og her kan erfaringer fra rummet bruges.

"Det er også sammenligneligt med det, der sker, når vi bliver ældre, for eksempel ved osteoporose. Så ved at studere astronauter, kan vi hjælpe folk på Jorden", sagde Andreas Mogensen.

Andreas Mogensens mission til ISS tog 10 dage, men missionen er langt fra slut. Nu gælder det blandt andet oplysningsmissionen, der onsdag i sidste uge foregik i Ordruphallen.
I sin sparsomme fritid på rumstationen sad Andreas Mogensen og kiggede ud på det uendelige kosmos gennem de syv vinduer. Foto: ESA / NASA
Mælkevejen stiger op under vores lille runde planet. Foto: ESA / NASA