Fortsæt til indhold

“Jeg kan acceptere en lille kommafejl”

Troværdige VVM-redegørelser altafgørende for S-gruppeformand

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Socialdemokraternes gruppeformand i Norddjurs Kommunalbestyrelse, Hans Fisker Jensen, vidste godt, at partifællen Pia Bjerregaard længe har været på nippet til at melde pas på de planlagte vindmølleprojekter i kommunen, men han vidste ikke præcis hvornår, hun ville offentliggøre det.

Afventer processen

“Det har hun så gjort nu, og respekt for det. Pia har været fair overfor gruppen og aldrig lagt skjult på sine betænkeligheder ved at opstille vindmøller på land,” siger Hans Fisker Jensen.

- Bliver hun også den eneste i den socialdemokratiske gruppe?


“Det ved jeg ikke endnu,” kommer det prompte gruppeformanden.

“Foreløbig er der et flertal i kommunalbestyrelsen, der har besluttet at sende vindmølleprojekterne i høring, og i respekt for den demokratiske proces, og de høringssvar og argumenter, der indkommer fra borgerne, bør vi alle vente med at melde kategorisk ud.”

Skal kunne stole på VVM

For Hans Fisker Jensen bliver det altafgørende, at han kan stole fuldt og fast på, at det, der står i de udarbejdede VVM-redegørelser (VVM = Vurdering af Virkninger på Miljøet, red.) holder vand i forhold til virkeligheden.

“Jeg kan nok acceptere en kommafejl hist og pist, men ikke graverende fejl og mangler,” siger den socialdemokratiske gruppeformand.

“Det er altafgørende for min endelige beslutning, at jeg og mest af alt borgerne kan stole på det, der står i en VVM-redegørelse.”

Dominobrikkerne

Siden en samlet kommunalbestyrelse for snart flere år tilbage stemte for kommunens vindmølleplan, er der sket ting og sager, og flertal og mindretal begynder at nærme sig hinanden.

“Mens andre har skiftet standpunkt undervejs, har vi i Socialdemokratiet levet op til, at vi stemte for den samlede vindmølleplan, og borgmesteren (Jan Petersen, red.) har loyalt stået i spidsen for det arbejde, som kommunalbestyrelsen har bedt ham om at udføre,” siger Hans Fisker Jensen.

“Vi i Socialdemokratiet lytter altid til gode argumenter fra borgerne, men vi respekterer, at der kører en demokratisk proces i modsætning til andre, der efter min mening er nogen kyllinger,” siger gruppeformanden, der understreger nok engang, at han vil læse borgernes høringssvar med lup, og er der store fejl og mangler i VVM-redgørelserne, er han også parat til at tage konsekvensen og anbefale et nej.