"Mine børn er min drivkraft"

"Charlotte, 45 år, enke. Det var bare slet ikke sådan, det skulle være."
Hun har ansigtet i hænderne, mens hun siger ordene. Hun fjerner hænderne og ryster let på hovedet for sig selv.
"Intet har været det samme siden. Det handler om overlevelse. Jeg gør det på grund af min ukuelige kærlighed til stedet og for mine to børn. De er min drivkraft."

Slægtsgården

Vi er på Høveltegård lige udenfor Gilleleje. Det er herfra Charlotte Thomsen driver sin virksomhed, Gilleleje B&B på Høveltegård. Vi sidder i de hyggelige lokaler, hvor gæster strømmer til hver sommer. Omgivelserne byder på åbne vidder og et bølgende landskab. Det er autentisk, landligt, fredfyldt.
I 1970 flytter Charlotte Thomsen med sin familie ind på Høveltegård, som hendes farfar havde på det tidspunkt. Det er en tryg og god barndom, og hun flytter tilbage hertil med sin mand, Mogens, efter at have læst og boet i København. De bliver gift i haven en sommerdag i 1998. Viet af Charlottes far ved et blomster-alter. Der var rød løber, venner og glade ansigter. Det var en smuk dag.
De bor på gården sammen med Charlottes forældre. Da hendes far dør, overtager de hovedhuset, men hendes mor, Ester, bliver boende på gården. Sådan gør man i Charlottes familie. Man holder sammen, og Høveltegård er samlingspunktet, slægtsgården.
I 2009 åbner Charlotte sin Bed & Breakfast på gården. Forud er gået års hårdt arbejde med ombygning for at skabe de perfekte rammer. Det bliver akkurat som Charlotte vil have det, det er hendes hjertebarn. Men det er også kun en bibeskæftigelse. Charlotte har et job ved siden af, og det samme har Mogens. Det er nemlig dyrt at bo på en 1000 kvadratmeter gård med 20 tønder land. Der er regninger at betale, gøremål at udføre. Men Mogens er syg, og han dør pludseligt i 2012.
"Vi var sammen om det. Så det føltes, som om jeg blev fuldstændig amputeret. Jeg havde gang i så mange ting, og pludselig stod jeg midt i kaos. Det var som at blive ramt af en forhammer. Jeg fik en fysisk lammelse af chok, jeg kunne ikke bevæge mine ben. Der er lange perioder af den tid, som jeg slet ikke kan huske. Det var så kaotisk."
Alting bliver vendt op og ned for Charlotte og hendes to børn, som er 10 og 11 år, da deres far dør.

Tog førertrøjen på

"Jeg stod med 13 gæster, der ankom samme dag, og min broholmertæve, Sigga, fødte 12 hundehvalpe fire dage efter. Jeg ved stadig ikke, hvordan det lykkedes. Jeg lå på sofaen. Græsset voksede sig højere og højere. Pludselig var der ingen til at passe på mig. Heldigvis var der familie og mange venner, som tilbød deres hjælp. Mine veninder var guld værd i den periode. Og til sidst rejste jeg mig og tog førertrøjen på."
Charlotte vælger at fortsætte med at drive familiens Bed & Breakfast. Hun er nødt til det.
"Det er min pælerod. Det er her, jeg heler. Nej, hvor skal man huske at være til stede i nuet. Det var jeg ikke på samme måde før. Der er så mange ting, man tager for givet.
“Nu handler det om, at jeg opretholder det, jeg kendte, det jeg har - ikke mindst for børnenes skyld. Der skal arbejdes hårdt, og så længe jeg bor her, så vil jeg være fattig på bundlinien, men jeg er rig i hjertet. Det er et unik sted, og det vil jeg gerne dele med mine gæster."
Det er stadig hårdt at tale om her tre år efter.
"Jeg troede, jeg var bedre til at snakke om det," siger hun med et næsten undskyldende smil, mens hun tørrer en tåre væk fra kinden.
"Jeg er i en ny kasse. Jeg bliver ikke inviteret til parmiddage længere. Og til konfirmationer bliver jeg placeret ved "rest-bordet". Folk ved ikke helt, hvordan de skal agere overfor mig. Jeg har været nødt til at rejse mig og se nye veje.
Jeg er nået så langt i sorgbearbejdelsen, at jeg er begyndt at nyorientere mig. Jeg har lært at leve i nuet. Jeg kan ikke ændre, hvad der er sket, og jeg kan ikke kontrollere, hvad der kommer til at ske."

Alene, ikke ensom

Hun holder en pause. Sidder stille. I stilhed. Nikker.
"Jeg ved ikke, hvor jeg har fået styrken fra til at klare det her. Måske fra mine forældre. Måske fra en god, tryg og kærlig barndom, som jeg også har et stærkt ønske om at give mine børn. Jeg er en fighter, og jeg håber en dag at kunne sige, at jeg er alene om det, men jeg er ikke ensom."