Fortsæt til indhold

30 flygtningeboliger til Skibby

Skal bo på Bronzeager i stedet for på hoteller

Samfund
Henrik Gregersen

Det er umuligt at finde bolger nok til de flygtninge, Frederikssund Kommune skal modtage. Og det er for dyrt fortsat at indkvartere dem i stor stil på hoteller.
Derfor skal der nu opføres boliger til 30 flygtninge på Bronzeager 8 i Skibby, hvor børnehuset Nordstjernen også holder til.
I hvert fald, hvis økonomiudvalget onsdag efter deadline - og derpå byrådet - nikker ja til et forslag udarbejdet af administrationen i Frederikssund Kommune.
Frederikssund Kommune modtager 129 flygtninge i år og 130 næste år. Det giver problemer med at skaffe både midlertidige og varie boliger.
Derfor er 50 flygtninge midlertidigt indkvarteret: 12 i Regnbuen og 38 på kroer og hoteller rundt i kommunen.
Dén praksis er imidlertid så dyr, at kommunen nu forsøger at finde andre løsninger.
Som første skridt lægger forvaltningen op til, at de pavilloner, Udlændingestyrelsen i 2006 solgte til den tidligere Skibby Kommune, igen kommer til at huse flygtninge.
Foruden Børnehuset Nordstjernen er der tre pavilloner på stedet, og det er dem, der ifølge forvaltningens oplæg skal gøres i stand til at rumme 30 midlertidige flytningeboliger.
Planerne vil koste cirka en halv millioner kroner om året i drift, mens anlægsudgiften er på 2,5 millioner kroner.
Til sammenligning koster 30 midlertidige indkvarteringer på hotel eller kro 5,760 mio. kr. om året, og dermed en årlig driftsudgift pr. bolig på 192.000 kr.
Ifølge forvaltningens sagsfremstilling vil der ved udgangen af 2016 være behov for etablering af yderligere 80 midlertidige boliger til flygtninge.