Anders Tesgaard kæmper fortsat
Det er ulykkeligvis ikke de bedste nyheder, der i løbet af sidste uge er tikket ind på ekstrem-rytteren Anders Tesgaards Facebookside.
Seneste nyt om Anders Tesgaard, der som bekendt blev påkørt bagfra med 96 kilometer i timen under Race Across America den 24. juni, er, at Anders har været ude af respiratoren i sidste uge, men han er fortsat i koma.
“Neurologerne er stadig ikke særlig positive, da skaderne i hjernen er forværret i forhold til kort tid efter ulykken. Familien er hos Anders de fleste af deres vågne timer. De er dybt taknemmelige for den store opbakning og al den gode energi, som bliver sendt hjemmefra og på de sociale medier,” skriver teamet på Tesgaards Facebookside.
Teamet skriver desuden, at neurologerne natten til onsdag i sidste uge foretog en MRI scanning af Anders, og resultatet var desværre ikke positivt. Billederne viste, at der er flere skader på hjernen end kort efter ulykken.
Ved ulykken pådrog Anders sig blandt andet åbent kraniebrud, punkterede lunger og adskillige brud på kroppen.