Masser af frivillige ville hjælpe
Rema 1000 overvældet over hjælpsomheden
Lysten til at hjælpe med julehjælpen i Favrskov har i år været overvældende. Det fortæller Mikael Sørensen, købmand i Rema 1000 Hammel.
"Vi har igen i år pakket julehjælps kurve for Røde Kors. For at få så mange varer i kurven som muligt, forsøgte jeg, via vores lokale Facebook-side, at få hjælp fra vores kunder. Det var HELT vildt så mange der skrev, ringede, eller kom ned i butikken for at ville hjælpe.
Det at vi kunne spare lønomkostninger gav faktisk ca. 50 kr. mere julevarer til hver familie," fortæller han.
Mandag aften før jul gik cirka 25 mand i gang med at pakke de 122 kasser, der skulle leveres til værdigt trængende familier og enlige over hele Favrskov. Dem der fik en julekurv var udvalgt af Røde Kors og Favrskov Kommune, både gennem ansøgninger og via dem som kommunen kunne udpege.
Det er Røde Kors i Hammel der har stået for det praktiske i koordineringen af julepakkerne, mens de andre lokale Røde Kors afdelinger har bragt pakkerne ud.