“Selvfølgelig påvirker det da en”
Borgere med følelserne uden på tøjet i kommunalbestyrelsens spørgetid påvirker selv en garvet politiker, erkender Hans Fisker Jensen
“Man skal være totalt blottet for følelser, hvis man nægter, at det påvirker en, når man sidder en meter fra en borger, der tydeligvis er meget berørt,” lyder det uden filter fra den socialdemokratiske gruppeformand, Hans Fisker Jensen.
Han hentyder til det seneste kommunalbestyrelsesmøde, hvor stort set den første halvanden time gik med at besvare spørgsmål fra tre borgere til de planlagte vindmølleprojekter i Hevring Ådal og Søby.
Fisker Jensens partifælle, Pia Bjerregaard, påvirkede det så meget, at hun et par dage efter kommunalbestyrelsesmødet kom med sin udmelding om, at hun ville stemme nej til alle vindmølleprojekter på land i Norddjurs Kommune.
“Jeg blev selv meget påvirket af at lytte til de borgere, der stillede spørgsmål, og det er også derfor, at jeg siger, at der for mig ikke må være et gram af tvivl om, at jeg kan stole på det, der står i en VVM-redegørelse.”
Læs også: Vindmøller: “Jeg kan acceptere en lille kommafejl”
Bytoft - stoisk ro
Hans Fisker Jensens partifælle, Tom Bytoft, var fraværende på sidste kommunalbestyrelsesmøde, men han kan godt nikke genkendende til sin gruppeformands beskrivelser af de følelser, der kan ramme selv den mest hardcore-politiker.
“Selvfølgelig bliver vi påvirket, men i den aktuelle vindmølledebat har jeg det sådan, at jeg pligtskyldigt læser alt, hvad vi modtager af mails og andet fra borgerne, og det er meget, skal jeg hilse og sige,” siger Bytoft.
“Det er efterhånden svært at blive overrasket, for argumenterne er meget de samme.”
Tom Bytoft har ikke ændret synspunkt på vindmølleprojekterne, siden han i sin tid stemte ja til Norddjurs Kommunes vindmølleplan.
“Nej, det har jeg ikke. Jeg er stor tilhænger af grøn energi, men lige nu er der gang i en demokratisk høringsproces, og den har jeg respekt for, så den vil jeg afvente udfaldet af, før jeg beslutter mig endeligt,” siger socialdemokraten fra den vestlige del af kommunen.
Alt eller intet
I de politiske kroge tælles der stemmer og lægges til og trækkes fra i takt med, at der er kommet flere nej-sigere til vindmølleprojekterne, og at der også er en håndfuld inhabile ved primært Hevring Ådal-projektet.
At det forholder sig sådan, vil ingen politiker naturligvis sige til citat, men Tom Bytoft vedgår, at han vil finde det naturligt, hvis det kommer så langt, at der viser sig et politisk flertal mod eksempelvis Hevring Ådal-projektet, at man i kommunalbestyrelsen så vurderer, om det skal have konsekvenser for de øvrige projekter.