Fortsæt til indhold

Kors-mysteriet er løst

Der findes en god årsag til det enlige kors for den aarhusianske kvinde Gerda Junge i det norske højfjeld

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

I de seneste uger har Lokalavisen forsøgt at komme til bunds i en mærkværdig sag fra det norske højfjeld, hvor et kors står til minde for den aarhusianske kvinde Gerda Junge.

Nordmanden Asbjørn Sjøtun skrev undrende til Lokalavisen for at finde ud af, hvad historien bag det enlige kors i højfjeldet var.

Efter lang tids søgen er vi nu kommet et svar nærmere, takket være henvendelser fra læserne.

Begravet i Aarhus

En læser henvendte sig til os og fortalte, at der ligger en gravsten på Vestre Kirkegård tilhørende en Gerda Junge, hvor dødsdagen er den samme som på det norske kors.

Gennem lidt detektivarbejde lykkedes det os så at finde frem til Christine Junge Sørensen, som er barnebarn til Gerda Junge.

Hun kunne bekræfte, at der var tale om samme Gerda Junge, og at hun faktisk ligger begravet på Vestre Kirkegård i Aarhus.

Gerda Junges endelige hvilested på Vestre Kirkegård i Aarhus.

Døde på fjeldet

Christine Junge Sørensen ved dog godt, hvorfor korset står på det norske højfjeld i dag.

“Gerda Junge var min farmor. Da min far var 19 år, var mine bedsteforældre i Norge på skiferie. De står på ski på højfjeldet, mens de går og småsnakker. På et tidspunkt vender min farfar sig om, fordi hun ikke svarer ham. Hun var faldet død om,” fortæller Christine Junge Sørensen.

Hun mener, at korset står, hvor Gerda Junge faldt om.

Ikke første nordmand

Korset, som står på fjeldet i dag, er ikke det oprindelige, og Asbjørn Sjøtun er ikke den første nordmand, som har bemærket korset.

“For nogle år siden ringede en norsk mand for at tilbyde at sætte et nyt kors op, da det andet var gået i forrådnelse, og det måtte han jo gerne,” siger Christine Junge Sørensen og tilføjer:

“Men måske vi skulle tage op og besøge stedet, når vi nu ved, hvor det er.”