Fortsæt til indhold

Ny tricktyv på spil

En udspekuleret tricktyv har franarret pinkoder fra primært ældre kvinder over telefonen

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Østjyllands Politi advarer nu mod en særdeles dygtig tricktyv.

Han har i den seneste tid forsøgt med en ny form for tricktyveri, hvor han ringer til typisk ældre kvinder og oplyser, at han ringer fra banken, hvor man har konstateret et problem med kvindens hævekort.

Han aftaler med de pågældende, at han skal hente kortet og få rettet fejlen, og derefter aflevere kortet tilbage til kunden.

Inden for det seneste døgn har metoden været anvendt i tre tilfælde, alle mod kvinder i Åbyhøj.

En af de berørte kvinder kontaktede banken, som oplyste, at der ikke var rettet henvendelse derfra.

Dette forklarede hun gerningsmanden, da han ringede tilbage, hvilket gjorde, han blev sur og lagde på.
De to øvrige kvinder er blevet opsøgt på bopælen og har udleveret kort og kode til gerningsmanden, som efterfølgende har hævet kontanter i flere automater.

“Det er en meget dygtig tricktyv. Han er venlig, veltalende og troværdig, og han taler om lovændringer og paragraffer,” fortæller politikommissær Vagn Martinussen og fortsætter:


“Vi arbejder naturligvis fortsat på at finde frem til gerningsmanden, men beder igen især ældre om ikke at udlevere kort eller kode til ukendte og om at rette henvendelse til egen bank, hvis de får et opkald omkring hævekort fra en person, som de ikke kender i forvejen. Hvis man bliver kontaktet, må man meget gerne ringe til os, men det vigtigste er, at man ringer til sin bank og får fat på en, man kender. Og at man aldrig nogensinde oplyser sine pinkoder til nogen.”