Hjælp os med at huse flygtninge
"Vi har akut brug for boliger til de flygtninge, der kommer til kommunen,” siger Susanne Ramstedt, der leder den afdeling under Jobcentret i kommunen, som blandt andet har ansvar for at skaffe tag over hovedet til flygtningefamilierne.
Flygtninge, der har fået opholdstilladelse i Danmark, og som modtages i Horsens, skal tilbydes en bolig.
”Derfor har vi brug for boliger her og nu,” siger Susanne Ramstedt i en pressemeddelelse.
Hun opfordrer udlejere og private, der har en bolig, de gerne vil udleje, til at henvende sig til Jobcentret på tlf. 23 80 86 53.
"Vi har behov for alt fra lejligheder til parcelhuse, som kan lejes for både for en kortere eller længere periode. En hver type bolig kan være en hjælp til en familie i nød," uddyber hun
Der er tale om nye borgere, primært Syrere, som har måttet flygte, fordi de ikke kunne blive i deres land på grund af krig eller deres politiske overbevisning.
"Det er nogle venlige mennesker"
Henning Højgård Kristensen fra Grumstrup har lejet sit parcelhus ud til en syrisk flygtningefamilie siden den 1. februar 2015.
"Familien holder huset pænt og ordentligt, og jeg har indtryk af, at de er glade for at bo der,” fortæller han om at udleje sit hus til en flygtningefamilie.
Det var på Facebook, at Henning opdagede, at der var behov for boliger til flygtninge.
"Jeg tænkte, at jeg gerne ville hjælpe og samtidig ville jeg gerne have udlejet mit hus. I starten tænkte jeg lidt over, at beboerne kunne have andre forventninger til at leje en bolig, end jeg er vant til. Men jeg lavede en lejekontrakt, som familien fik gennemgået med en tolk, og der har ikke været nogen problemer. Det er nogle venlige mennesker jeg har boende, og i hele forløbet har jeg fået god støtte og vejledning fra Jobcentret,” fortæller Henning Højgård Kristensen.
Alle flygtninge, der kommer til kommunen, hjælpes af Jobcentret med en bolig, at komme i gang med sprogundervisning og jobsøgning.
Horsens Kommune modtager 161 flygtninge i 2015 og 146 i 2016.