Fortsæt til indhold

Byens udvikling er sendt i høring

Strategien, for hvordan byen skal se ud i 2050, er nu sendt ud til debat

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Aarhus udvikler sig hurtigt, og kommunen vil gerne involvere borgerne i planerne for fremtidens Aarhus.

Derfor er 'Planstrategi 2015' netop sat i høring.

Oplægget går ud på, at der skal være plads til 450.000 aarhusianere og 250.000 arbejdspladser i 2050, uden at byen vokser væsentligt i areal.

Håber på inddragelse

Rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), håber, at aarhusianerne vil involvere sig i processen:

”Aarhus udvikler sig markant i disse år. Det er derfor vigtigt, at vi får afstukket klare mål, som vi kan arbejde efter, når vi skal gøre Aarhus til en endnu bedre by at bo i. Strategien er byrådets udspil, og jeg håber, at mange borgere, foreninger og virksomheder vil komme med deres bidrag,” siger Kristian Würtz i en pressemeddelelse.

Planstrategien er i høring frem til 10. februar 2016.

Man kan læse mere samt afgive høringssvar på www.aarhusplanstrategi2015.dk.