Filmprojekt om Auschwitz-overlever får fond-støtte
LB Foreningens Fond støtter med 280.000 kroner
Med støtte fra blandt andre LB Foreningens Fond er det lykkedes den fredericianske journalist, Thomas Kvist Christiansen, og fotograf Kasper Fuglsang at få økonomien på plads til at realisere et filmprojekt om Arlette Andersen.
Arlette Andersen på 91 år bor i Fredericia. Hun overlevede et ophold i kz-lejren Auschwitz under krigen og har siden holdt 425 foredrag for næsten 100.000 mennesker om sin historie. Nu skal den også foreviges på film.
Den slags er dyrt, og derfor har Thomas Kvist Christiansen og Kasper Fuglsang søgt bidrag og støtte fra fonde, virksomheder, institutioner og private.
“Jeg har egentlig ikke lyst til at fremhæve én donation frem for andre, for selv mindre bidragydere har strakt sig så langt de kan indenfor deres rammer. Men de 280.000 kroner fra LB Foreningens Fond er udslagsgivende,” siger Thomas Kvist Christiansen.
I alt er der samlet cirka en halv million kroner ind. Der er mange private bidrag på et par hundrede kroner eller nogle få tusinde. En række gymnasier støtter med 25.000 kroner.
“Interessen og opbakningen er større, end vi havde turdet håbe på. Og da fonden henvendte sig med de 280.000 kroner, kom det faktisk bag på os,” siger Thomas Kvist Christiansen.
Næste stop: Auschwitz
Fortællingen om jødeudryddelsen er vigtig, mener LB Foreningens Fond.
“Arlette Andersens historie er en gribende fortælling, der skal udbredes. Historien om holocaust må aldrig glemmes. Den mission vil vi gerne bidrage til, og vi mener, at filmprojektet er den mest oplagte måde at gøre det på,” siger fondens bestyrelsesformand, Finn Pedersen, i en pressemeddelelse.
Filmprojektet har allerede fået stor opbakning i Arlette Andersens franske bagland, som blandt andet hjælper med research og udbredelse.
Næste punkt i arbejdsplanen er at tage til Auschwitz for at filme.
“Jeg har endnu aldrig været der. Jeg glæder mig rigtig meget,” siger Thomas Kvist Christiansen.
Skal bruges til undervisning
Den 91-årige Arlette Andersen fra Fredericia er fransk jøde født i Paris. Hun har boet det meste af sit liv i Danmark, og var i mange år lektor på Fredericia Gymnasium. Her underviste hun i fransk.
I de sidste 25 år har hun rejst landet rundt til skoler, gymnasier og foreninger og fortalt sin gribende personlige historie om at være fange i og overleve nazisternes udryddelseslejr Auschwitz i Polen. Tidligere på året traf hun beslutning om, at hun ikke længere ville fortsætte sine foredrag – fysikken kan ikke længere klare de mange rejser rundt i landet.
I løbet af sommeren og efteråret 2015 har Thomas Kvist Christiansen og Kasper Fuglsang været på filmoptagelser i både Paris og i Clermont Ferrand, og til januar gælder det optagelser i selve Auschwitz.
“Efter at have været i Arlettes barndomsby, Paris, og i særlig grad i den gade, som hun er vokset op i samt i universitetsbyen Clermont Ferrand, er det gået op for os, at mange franskmænd bærer rundt på deres egen families historie om Auschwitz eller Holocaust. Det har fået os til at tænke på, at det materiale, som vi arbejder med, kan udnyttes til meget mere end blot en film,” fortæller Thomas Kvist Christiansen om tankerne om at bruge materialet til undervisning i folkeskolernes ældste klasser og gymnasiet.
“Desuden har vi både i Danmark og i Frankrig oplevet så megen interesse for projektet, at mange har bidraget med mange informationer, historier og materialer, derfor er det oplagt at bygge videre på projektet,” fastlår Kasper Fuglsang.
I forbindelse med udvikling af et undervisningsprojekt er Thomas Kvist Christiansen og Kasper Fuglsang i en løbende dialog med Dansk Institut For Internationale Studier i København (DIIS), som er meget interesseret i at gøre filmmaterialet tilgængelig til undervisnings-brug på websitet folkedrab.dk og ikke mindst i regi af projekt Auschwitz-dag.
Samarbejdet med netop folkedrab.dk er helt unik i forbindelse med at sikre Arlette Andersens historie. Sitet anvendes i stor stil i undervisningssammenhænge på skoler og uddannelses-institutioner landet over.
Folkedrab.dk og DIIS er meget interesseret i at deltage i processen med at udvikle et moderne undervisningsmateriale på baggrund af filmprojektet om Arlette Andersens historie om at overleve Auschwitz.