Fra Jøp, Ove & Myrthu CPH til Waves Communications
Waves Communications P/S er et nyt strategisk kommunikationsbureau stiftet af to partnere og en associeret partner fra Jøp, Ove & Myrthu CPH, der har valgt at fortsætte samarbejde med fokus på strategisk kommunikationsrådgivning
”Vi har skabt en stærk, værdibaseret platform for fortsat at kunne yde betroet, strategisk kommunikationsrådgivning med høj kvalitet og integritet,” fortæller adm. direktør Lars Jørgensen.
Waves tilbyder strategiske kommunikationsløsninger til ledere og medarbejdere i virksomheder, organisationer og myndigheder. De tre stiftere, partnere og seniorrådgivere i Waves er Lars Jørgensen, Niels Hovmand og Lise Bendix.
”Waves er karakteriseret ved at bestå af resultatorienterede og erfarne partnere med stor forretningsforståelse. Sammen med to ansatte har vi et solidt team og vores arbejde udføres altid med et strategisk sigte med kundens behov og kundens interessenter for øje. Vi rådgiver og leverer i øjenhøjde, og tingene bliver sagt ligeud – og vores betroede rådgiverrolle bliver taget alvorligt – aldrig selvhøjtideligt,” fortæller adm. direktør Lars Jørgensen.
Waves dækker en bred vifte af kommunikationsydelser fra krisekommunikation, medie- budskabs- og præsentationstræning, personlig ledersparring, strategilægning og -udrulning, public affairs og pressehåndtering.
”Vi kalder os Waves, fordi strategisk kommunikation i bund og grund handler om at bane vej, trænge igennem, flytte noget - sprede ringe i vandet og skabe resultater – såvel internt som eksternt, ” siger Lars Jørgensen.
Waves får adresse i Toldbodgade 51B, 1253 København K - lige ved Amaliehaven. Virksomheden er allerede up-and-running og flytter ind i de nye lokaler primo januar. Det er også i januar, at Waves lancerer hjemmeside og brand identity.
De tre stiftere får følgeskab af kommunikationsassistent Cecilie Bruun Iversen og kommunikationsrådgiver Sara Stendevad.