Nyt boligprojekt til en halv milliard er på vej
Det Faglige Hus lancerer stort boligprojekt til 500 mio kr. ved Gammelby Ringvej i Esbjerg
Hvad der før var byens Falck-station bliver i nær fremtid et voldsomt spændende byrum med 145 boliger, der skal huse både unge, familier og ældre. Det er Det Faglige Hus, der står i spidsen for byggeriet på den 14.000 kvadratmeter store grund i det gamle teglværks-kvarter, og det ambitiøse og stort anlagte projekt er udarbejdet af det esbjergensiske Arkitektfirmaet Rudolf Lolk A/S i samarbejde med EFFEKT Arkitekter fra København.
I alt bliver der tale om et samlet boligareal på 19.400 kvadratmeter, fordelt på 145 boliger på mellem 50 og 300 kvadratmeter med fire højhuse på syv og helt op i måske 14 etager. Disse omkranses af lavere bebyggelser med en højde på to til tre etager.
Sådan et byggeri kan hurtigt give anledning til grå hår hos naboerne, og derfor har Det Faglige Hus allieret sig med teknisk rådgiver Finn Moe Bojsen fra Esbjerg-Ingeniørerne, og han understreger, at kvarterets beboere får projektet forelagt ved et orienteringsmøde, hvorefter man vil forsøge også at tilgodese deres ønsker ved placeringen af de enkelte bygninger.
“Vi har lagt stor vægt på, at projektet falder i med den øvrige bebyggelse i kvarteret og har samtidig valgt et projekt, hvor man med forskellige former for teglmaterialer skaber varierede facader i respekt for kvarterets teglværkstraditioner. Vi har på den anden side også skelet til Esbjerg Kommunes ønsker om flere attraktive udsigtsboliger og nye pejlemærker ved indfaldsvejene til Esbjergs centrum,” siger landsformand i Det Faglige Hus, Johnny Nim, i en pressemeddelelse.
Mix af ejer- og lejerboliger
Etableringen af et 3000 kvadratmeter stortog overdækket p-areal betyder ifølge bygherren, at bilerne kan “gemmes” ad vejen, så der bliver plads til grønne områder og små private haver samt tagterrasser. Det skal nemlig være attraktivt at bo på stedet, uanset om man har en bolig tæt ved jorden eller oppe i de fire “tårne” med udsigt over Vadehavet.
“Teglværkskvarteret”, som projektet er døbt, bliver et mix af ejer- og lejeboliger, og det skal være et sted for unge, familier og ældre. Det Faglige Hus vil desuden involvere en stribe samarbejdspartnere for at løfte finansieren af projektet, der sammenlægt løber op i omegnen af 400-500 millioner kroner. Arbejdernes Boligselskab (AB) i Esbjerg står klar som den første investor, efter at selskabet med netop Teglværkskvarteret har vundet en kvote på 46 ungdomsboliger, som vi skrev i sidste udgave af Lokalavisen.
Disse skal opføres i 2-3 plan på et 2000 kvadratmeter stort areal ud mod Teglværksgade. I samme område pågår der også forhandlinger om salg af et mindst lige så stort areal til opførelse af en dagligvareforretning.