Flere flyveruter til Aarhus er målet
Aarhus Airport A/S går nu i offensiven for at få mere volumen
?“Flere ruter til Aarhus er målet, fordi erfaringen fra andre lufthavne er, at at trafik avler mere trafik,” siger Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V), om begrundelsen for, at bestyrelsen i Aarhus Airport A/S har givet ledelsen carte blanche til at ansætte en ny medarbejder - der får titel af intet mindre Head of Airline Relations.
Den ny mand eller kvinde skal bruge krudtet på at analysere oplandets og erhvervslivets ønsker og behov og koble dette sammen med muligheder hos luftfartsselskaberne.
“Gennem de seneste to år har vi i Aarhus Airport primært fokuseret på de interne processer, herunder tilpasning af service- og omkostningsniveauet. I næste fase af lufthavnens virke fokuser vi på de kommercielle aktiviteter, hvilket naturligvis primært er ruteudviklingen,” forklarer adm. direktør, CEO (Chief Executive Officer), i Aarhus Airport Peter Høgsberg.
Afgørende for fremtiden
Det kan måske virke tosset, at lufthavnens bestyrelse vælger at gå offensivt til værks, hvor der igen-igen er usikkerhed om placeringen af en østjysk lufthavn.
Aarhus Kommune repræsenteret ved borgmester Jacob Bundsgaard (S) har af sine borgmesterkolleger i bestyrelsen fået at vide, at han har frem til sommerferien til at få afklaret i samarbejde med Transportministeriet, om Thomasminde-løsningen har nogen gang på jord.
“Uanset, hvor lufthavnsbetjeningen skal foregå fra i fremtiden, skal volumen udvikles, ellers har vi i fremtiden ingen lufthavnsbetjening i Østjylland,” forklarer Claus Wistoft.
Peter Høgsberg jagter en ny medarbejder med en klar kommerciel og strategisk profil.
“Vi lever af østjydernes og det østjyske erhvervslivs behov for og ønske om at rejse fra og til Aarhus Airport. Udviklingen af vores nye relationskoncept vil derfor tage afsæt i analyser af markedet og mulighederne og inddrage erhvervsliv og andre relevante østjyske interessenter i arbejdet med at skaffe aftaler på plads med luftfartsselskaberne,” siger Høgsberg.
Ikke fundet endnu
Den ny medarbejder er ikke fundet endnu, med direktøren er sikker på, at der vil være stor interesse for at blive den udvalgte, fordi det er tale om en stilling med et klart indhold og vide beføjelser til at være med til at gøre noget for lufthavnens fremtid.
“Der er virkelig mange personer, der har en kæmpe interesse for lufthavnen og dens fremtid, og netop denne nye medarbejder kommer jo til at få beføjelsen til også at gøre noget ved det,” siger Peter Høgsberg.