Fortsæt til indhold

Egedals unge får nej til alkohol-fester

Egedal Kommune vil ikke imødekomme ønsket om at finde et sted, hvor der kan festes og drikkes alkohol

Samfund
Kenneth Tanzer

Står det til Egedals unge mellem 14 og 17 år, så finder kommunen et sted, hvor de kan få lov til at feste og drikke alkohol.
Det fremgår af ét af temaerne i udkastet til den nye ungestrategi, som byrådet har sendt i høring frem til februar.
Men selvom kommunen har imødekommet de unge mennesker på en række punkter, så er pegefingeren blevet løftet ved de såkaldte ungefester.
“Vi mener ikke, at vi skal stille lokaler til rådighed, hvor de unge kan komme og drikke. Det er ikke vores opgave at invitere til alkohol-fester. Hvis der skal drikkes alkohol, så er det forældrenes ansvar og ikke kommunens,” siger Vicky Holst Rasmussen (A), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Egedal Kommune.
Et nej til alkohol er dog ikke et nej til fest. Kommunen er nemlig klar til at skabe alkoholfrie events og aktiviteter, som er med til at skabe fest, farver og fællesskab. I sommermånederne er det planen, at kommunen vil skabe aktiviteter som alternativer til de organiserede fester.
“Vi vil meget gerne lytte til de unge og skabe nogle gode rammer. Derfor skal vi i samarbejde med de unge være opsøgende og i dialog til de organiserede fester,” siger Vicky Holst Rasmussen.
Et andet punkt, som byrådet ikke kan give grønt lys til på nuværende tidspunkt, er ønsket om et decideret ungehus, men kommunen er derimod klar til at oprette et midlertidigt kultursted og skabe en ungezone i Stenløse Kulturhus, og ifølge Vicky Holst Rasmussen er sidstnævnte tiltag allerede en succes.
“Når jeg kører forbi kulturhuset, så ser jeg en masse unge mennesker gå ind og ud. Det emmer af liv, og de unge tilbringer allerede timer deroppe, hvor de hygger sig,” siger udvalgsformanden.
Ungestrategien, der på ungekonferencen har set dagens lys efter et succesrigt samarbejde mellem unge, politikere og medarbejdere, byder også på muligheden for at mødes på tværs af kommunen. Derfor er det planen, at der kan oprettes et fælles elevråd for 7.-10. klasse samt planlægges en årlig fælles temauge.
Derudover byder strategien på oprettelsen af et fora, hvor de unge kan møde politikere og medarbejdere, så deres ungeliv i Egedal kan blive endnu bedre.

Fantastisk samarbejde

Endelig er det visionen at kortlægge de steder, hvor de unge oplever at være utrygge, ligesom man vil gennemføre et konkret projekt, hvor en sti eller et område ændres fra utrygt til trygt.
“Ingen unge skal være utrygge i Egedal, så strategien skal være med til at belyse, hvor de unge føler sig utrygge, og så gør vi noget ved det,” siger Vicky Holst Rasmussen, som er begejstret for strategien.
“Det har været fantastisk at opleve, hvordan de unge er blevet inddraget i det her. De har vist format, og sagen har vist, hvor langt vi kommer ved at involvere dem,” siger hun.