Ny kontanthjælps-reform kan sætte flere på gaden
Økonomisk rådgivning har nedbragt antallet af bolig-udsættelser. Men det kan ændre sig nu, lyder bekymringen
I Bo-Vest er man bekymret for den nye kontanthjælpsreform, som Folketinget har vedtaget.
Her er man ikke i tvivl om, at den økonomiske rådgivning som Bo-Vest har ydet, har været med til at sikre et stort fald i udsættelser. Men når kontanthjælpsreformen træder i kraft 1. april, vil børnefamilier på kontanthjælp, i endnu højere grad have svært ved at betale huslejen.
I 2014 var 26 beboere i Bo-Vest så pressede på økonomien, at de ikke kunne betale deres husleje, og i sidste ende blev sat ud af deres boliger. Blot året efter, i 2015, var dette tal sat ned til 15 beboere.
Siden oktober 2014 har Bo-Vest givet økonomisk rådgivning til beboerne, der har svært ved at betale huslejen. Det er en indsats, som man kan konstatere har givet gode resultater.
”Vores opsøgende arbejde har båret frugt. Vi har kontaktet beboere pr brev, telefonopkald eller på adressen, når de har været bagud med huslejen. Det har vist sig at være en meget givtig fremgangsmåde,” siger økonomisk rådgiver i Bo-Vest, Stine Hartmann.
Godt samarbejde
Resultaterne er både blevet opnået ved det opsøgende arbejde, men også i høj grad i et samarbejde. Bo-Vests økonomiske rådgiver har særligt samarbejdet med udlejningen, ejendomskontorerne og kommunerne. Et samarbejde, der har betydet, at det har været lettere at opnå de gode resultater.
”Vi kunne slet ikke klare os uden det samarbejde. Udlejningen kan sende os restancelister, så vi ved, hvem vi skal opsøge. Ejendomskontorerne har den direkte kontakt til beboerne og kan fortælle. hvordan de pågældende beboere har det, og hvad vi skal være opmærksomme på. Det er en viden, der er helt uundværlig. Og med kommunen har vi en direkte indgang til dem og skal ikke gennem omstillingen, men har direkte nummer til de relevante parter fra kommunen, således at vi hurtigt kan etablere samarbejde om beboerne”, siger Stine Hartman.
Reform kan give problemer
I Bo-Vest er man meget glad for den positive udvikling i antallet af udsættelser.
”Udsættelser grundet manglende betaling af husleje giver tab til boligafdelingen, som skal bæres af beboerne, hvilket igen vil gøre det dyrere at bo i de berørte boliger for alle. Derfor er det en glædelig nyhed for alle beboere, at udsættelserne er faldet så markant,” siger Ulrik Brock Hoffmeyer, administrerende direktør i Bo-Vest.
Men selvom der i dag er flotte tal i forhold til at undgå udsættelse, er der ikke kun positivt nyt om beboernes økonomi. Der er nemlig udfordringer forude for de fem procent af Bo-Vests beboere, der er på kontanthjælp.
Pr 1. april 2016 træder den nye kontanthjælpsreform i kraft. Med den nye kontanthjælpsreform introduceres et stramt kontanthjælpsloft, der rammer enlige og par med børn. For en enlig kontanthjælpsmodtager med to børn i en toværelses lejlighed i BO-VEST, svarer det til en nedgang i rådighedsbeløb på 21 procent. Samtidig genintroduceres 225 timers reglen, hvor par hvor den ene eller begge parter ikke har kunnet finde arbejde inden for et år, får reduceret deres indtægt, så kun den ene part beholder kontanthjælpen.
”Kontanthjælpsreformen skal motivere folk til at arbejde. Men mange af dem vi taler med, søger i forvejen rigtigt mange jobs. Så vi er oprigtigt bekymrede for at mange af vores beboere, vil kunne blive fanget i en situation, hvor de ikke har råd til at bo i vores boliger,” siger Stine Hartmann.
Positiv udvikling i fare
Det er et fald i indtægt, som det bliver svært at dække ind for ved hjælp af at skrue ned for udgifterne hos beboerne.
”Folk spørger ofte, om det vi laver er ligesom Luksusfælden. Men disse beboere lever ikke i luksus. Når folk kommer til os, har de allerede skåret helt ind til benet mht. deres udgifter. Nu bliver deres indtægter skåret ned oven i det. Men man kan ikke plukke håret af en skaldet,” siger Stine Hartmann.
Det er nemlig Bo-Vests erfaring, at de, der kommer ind til økonomisk rådgivning, ofte ikke har poster i budgettet, der kan skæres væk. Det betyder, at beboerne helt fravælger eksempelvis forsikringer, og derfor risikerer helt uoverskuelige konsekvenser, hvis uheldet skulle være ude.
Også hos Bo-Vests administrerende direktør ser man på den nye kontanthjælpsreform med stor bekymring.
”Med det nye kontanthjælpsloft og 225-timers reglen, er der fare for, at vi ikke kan fortsætte den gode udvikling med at nedbringe udsættelser. Ud af de fem procent af vores beboere, der er på kontanthjælp, vil mange med disse nedskæringer slet ikke kunne bo hos os længere. Men de vil heller ikke kunne bo andre steder. Derfor ser vi i Bo-Vest med stor bekymring på kontanthjælpsreformen,” siger Ulrik Brock Hoffmeyer.
due