At åbne sindet for himmeriget
Når en fortælling begynder med: "Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger." Så ved vi, det er en lignelse fra Bibelen. Igennem Bibelen udfoldes det i små fortællinger/lignelser, hvad himmeriget er. Himmeriget er overalt. Det er inde i os alle, og imellem os lige nu. Himmeriget er altid alle steder, det forsvinder aldrig. Men der er forskel på, hvor meget vi har åbnet os for det. For at fornemme himmeriget, må vi åbne sindet, så vi kan "se" det. Himmeriget har med kærlighed, tilgivelse, nærvær, ydmyghed, åbenhed og sårbarhed at gøre. Lad mig give et par eksempler: Når en ISIS-kriger hugger hovedet af et uskyldigt offer, er han lukket for himmeriget, selvom himmeriget stadig er omkring ham, kan han ikke "se" det. Når et menneske kigger på et andet, og der opstår forståelse, empati, åbenhed, så kan de to mennesker "se", "fornemme" himmeriget. For de ser det, himmeriget består af. I lignelsen går ti brudepiger ud i natten med deres lamper, så de kan se til at tage imod brudgommen (= himmeriget), fem af dem har ikke fået olie nok i deres lamper. Da de opdager, de mangler olie, og derfor ikke kan lyse op og tage imod brudgommen, går de hen til købmanden for at købe olie. Medens de er inde hos købmanden, går brudgommen forbi. De havde ikke fået fyldt olie i hjemmefra, og derfor var de ikke på det rette sted til at lyse op med deres lamper, se og tage imod. Fortællingen gør os opmærksom på, at himmeriget er omkring os, og for at se det må vi være opmærksomme, øve os (sørge for olie på vores lamper), så vi kan se og fornemme det, og lade os fylde af det. Desværre lader vi os af og til distrahere, så vi ikke ser himmeriget, så vi ikke ser kærligheden, nærværet, tilgivelsen, den andens ansigt. Og det eneste, vi kan gøre, er at blive ved at øve os i at se det, så godt vi nu kan.