Fortsæt til indhold

Vil bygge højhus på Bi-Lidt-grunden

Står det til Marie Louise og Lars Bjerg skal et 15 etager højt ellipse-tårn fremover være Frederikssunds varemærke

Samfund
Henrik Gregersen

Frederikssund Flere års venten på, hvad der skal ske på den tidligere færgekro-grund ved Roskilde Fjord, kan meget vel være på vej mod en afklaring. Ejerne af grunden, Marie Louise og Lars Bjerg, der er kendt som ejere af succes-virksomheden Mountain Top, købte nemlig grunden i 2014, og har nu søgt Frederikssund Kommune om lov til at opføre et 50 meter højt ellipsetårn i 15 etager. Planen er, at tårnet skal rumme 43 boliger, og at den nærliggende strandgrill erstattes af en cafe. "Vi har længe selv kigget efter et hus i Frederikssund og synes, at der mangler noget. Vi tror på, at det er en god ide, og der er et godt potentiale i det. Der er en god beliggenhed med udsigt over fjorden, og det kan efter vores opfattelse være med til at åbne andres øjne for Frederikssund som et godt sted at bo og arbejde," lyder det fra Marie Louise Bjerg. Hun er helt med på, at det endelige projekt kan komme til at se anderledes ud: "Det her er første skud i processen. Men vi synes, det er et rigtig godt udgangspunkt, og et flot, gennemtænkt arbejde arkitekterne har gjort. Vi har præsenteret projektet for forskellige politikere, og på baggrund af tilbagemeldingerne har vi altså vurderet til til at være interessant nok til, at vi er gået videre med det," siger Marie Louise Bjerg.

Overtog i 2014

I 2013 godkendte Byrådet et projekt fra de tidligere ejere af grunden, som imidlertid ikke blev gennemført, hvorpå ægteparret købte grunden og siden da har arbejdet med planerne. Projektet adskilelr sig så meget fra det eksisterende byggeri og ligger i nærheden af et Nataura2000-beskyttet område, og derfor skal der gennemføres en VVM-screening, så det kan vurderes, om der skal udarbejdes en egentlig VVM for projektet. De indledende undersøgelser i forbindelse med planarbejdet, VVM-screening og en eventuel VVM vil ifølge kommunens administration kunne identificere forhold, der kan have indflydelse på byggeriets endelige udformning. Kort om planerne Ellipsen vil ifølge materialet, som Teknisk Udvalg onsdag præsenteres for, skabe vækst, synlighed og branding af Frederikssund som et spændende og attraktivt område. "Byggeriet er tænkt som et markant vartegn for vores kommune. Det viser, at vi her midt på aksen mellem Hillerød og Roskilde kan tilbyde boligmuligheder der ikke findes noget andet sted i Nordsjælland,” hedder det blandt andet. Huset er indrettet med 43 unikke boliger – og sammensat af to ellipseudsnit, som har inspireret til projektets navn. Formen sikrer, at alle de tre boliger på hver etage har udsigt over fjorden, Planen indebærer en opgradering af Strandgrillen til en reel strandcafe med både inde– og udeservering. Ambitionen er at gøre området mere attraktivt som udflugtsmål, fx med kano- og kajaksejlads, fritidsfiskeri, ”tumleplads” for mindre børn osv. Plan 1-14 skal alle rumme tre lejligheder, mens 15. etage skal rumme én stor penthouselejlighed