To Aarhus-skoler skal styrke trivsel og læring
Bavnehøjskolen og Åby Skole har sagt ja til ny undervisningsform
Projektet 'Destination Trivsel' handler om at skabe stærke børnefællesskaber fri for mobning og stigmatisering, og det har to Aarhus-skoler sagt ja til at være en del af.
Det drejer sig om Bavnehøjskolen og Åby Skole, der skal være en del af projektet, hvor de skal afprøve nye undervisningsforløb, der skal forebygge mobning og styrke børn og unges trivsel og læring.
“Børn, der har selvværd, selvtillid og evner at rumme mennesker, der ser anderledes ud eller er på en anden måde, er børn, der trives i deres hverdag. Det er samtidig børn, der har bedre forudsætninger for at lære og for at mestre de stor og små udfordringer, som livet giver,” siger Marianne Lomholt, nationalchef i Sex & Samfund i en pressemeddelelse.
Projektet begynder næste år i maj, og her skal de to Aarhus-skoler være med til at afprøve og evaluere materialet.
Sundhedskonsulent i Aarhus Kommune, Karen Mette Hansen, er da også tilfreds med, at der er to skoler, der er med i projektet.
“Vi er rigtig glade for at være med i arbejdet med at styrke børn og unges trivsel og læring,” siger hun i pressemeddelelsen.
I undervisningen vil der blive arbejdet med projektet i de obligatoriske fag.