Fortsæt til indhold

Gamle briller fra Skanderborg ender på næsen af svagtseende i Ghana

Samfund
Grethe Bo Madsen

”I Danmark tager vi det ofte for givet, at man kan se – enten med eller uden briller. Men sådan er virkeligheden ikke i Ghana, hvor mange ikke har råd til briller. At vi med hjælp fra borgerne i Skanderborg kan hjælpe svagtseende ghanesere til et bedre syn er jo helt fantastisk.”
Butikschef hos Synoptik på Adelgade i Skanderborg, Vicki Koefoed, er både stolt og glad over, at butikken hvert år er med til at bidrage til indsamlingen af aflagte briller.
Siden 2007 har Synoptik hver år sendt et hold af medarbejdere til Ghana i Vestafrika for at hjælpe fattige ghanesere med nedsat syn.
Med sig til Ghana havde de udsendte optikere i år flere end 10.000 briller, doneret af betænksomme dansker og rigtig mange af brillerne er indleveret i butikken i Adelgade.
Optiker Ilona Søhoel, der netop er vendt hjem til Danmark efter en oplevelsesrig tur i Ghana, fortæller i en pressemeddelelse til Lokalavisen om, hvordan hun i en uge har rejst rundt til små landsbyer for at undersøge indbyggernes øjne og uddele briller i samarbejdet med Synoptiks samarbejdspartner Ghana Blind Union.
”Turen har været helt fantastisk og meget lærerig. Man lærer at sætte pris på de redskaber og forhold, vi tager for givet herhjemme. For eksempel strøm til instrumenterne. Samtidig er det helt fantastisk at opleve den glæde og taknemmelighed, vi bliver mødt med. Det er virkelig noget, der gør indtryk,” fortæller hun i pressemeddelelsen

Fra Danmark til Accra

Mr. Abotsi er en af de godt 1.000 svagtseende ghanesere, som Ilona og hendes kolleger mødte på deres tur rundt i det vestafrikanske land.
Mr. Abotsis gamle briller gik i stykker for to år siden, og med minus 7,00 på begge øjne har han de seneste to år stort set ikke kunnet se. Derfor tager han det også med et smil, at hans nye briller er et par røde damebriller med hjerter på siden. I stedet glader han sig over, at han nu igen kan gå ud, når der er mørkt.
”God bless,” hilser Mr. Abotsi, hvis nye briller var doneret af Louise Menne fra Hørsholm. Hun kan varme sig ved tanken om, at have bragt stor glæde flere tusinde kilometer væk.
En brille doneret af Jette Nielsen fra Fåborg skabte også begejstring. de endte hos Merry, der er lykkelig for, at hun nu igen kan læse i sin bibel, og sender sin velsignelse til Danmark.

Merry fra Ghana med sine nye briller, doneret af Jette Nielsen fra Fåborg.

Lille hjælp med stor betydning

I Ghanas hovedstad, Accra, driver Dansk Blindesamfund og den ghanesiske søsterorganisation Ghana Blind Union en øjenklinik med støtte fra Synoptik. Her oplever medarbejderne året rundt den store forskel, hjælpen fra Danmark gør for de ghanesere, der besøger klinikken.
”For det enkelte menneske, der ellers ikke ville have mulighed for at se en øjenlæge eller optiker endsige anskaffe sig ordentlige briller, kan muligheden for at få undersøgt sine øjne og få tilbudt et par gratis briller gøre hele forskellen i forhold til, at vedkommende igen kan indgå som en aktiv del af familien og lokalsamfundet eller kan passe et arbejde,” siger projektleder Susanne Kjær fra Dansk Blindesamfund.